Tanken om at trække sig tilbage fra verdens ondskab og isolere sig i et enkelt liv i en idyllisk landsby, skjult bag store skove med andre fredselskende, kan forekomme fristende i en tid med fanatisme, terrorisme, miljøkatastrofer, vold og mord i overskrifterne hver dag. Livet i den landsby, der i filmen 'The Village' ligger i Covington-skoven i staten Pennsylvania, kunne da også være noget nær paradisisk, hvis det ikke var for »dem vi ikke taler om«. Væsener, der befolker skoven uden for landsbyens nøje optrukne grænser og eksempelvis forhindrer beboerne i at hente den medicin, der kunne have reddet eksempelvis den syge dreng, hvis begravelse filmen åbner med. Her, fjernt fra verdens tummel og ondskab, lever de ubevæbnede landsbyboere i harmoni med sig selv og deres afgrøder i et tidsbillede, som daterer sig til engang i det 19. århundrede. Sceneriet signalerer 'Det lille hus på prærien' og tilværelsen er lige så enkel, hvis man bare ikke gør væsenerne ude i skoven vrede, ved at gå udenfor det lille samfunds grænser. Oplægget til M. Night Shyamalans nye og stjernebesatte epos er mere end lovende. Ude i skoven huserer den ukendte fare, man som regel kun kan høre og ikke se. Inde i landsbyen er filmens centrale trio i gang med både en skæbnesvanger kærlighedstrekant og en art generationsopgør mod ældsterådet, der ledes af skolelæreren Edward Walker (William Hurt). Rådet har i øvrigt medlemmer, der spilles af så kvalificerede navne som Sigourney Weaver, og Brendan Gleeson. Lærerens rødhårede datter Ivy (Bryce Dallas Howard), der til trods for, at hun er blind, bevæger sig legende let over engene, er forelsket i den altid tavse Lucius Hunt (Joaquin Phoenix). Han er modig nok til at trodse både væsenerne i skoven og ældsterådet, som han skriver velformulerede små sedler til. Omkring dem hopper den glade landsbytosse Noah Percy (Adrien Brody). Den unge trio af arketyper er forbundet af vovemod og uskyld, lige indtil kærligheden mellem Ivy og Lucius bliver udtalt med fatale følger. Ivy må ud på den ekspedition til byerne på den anden side af skoven for at hente medicin. Hvad der venter hende derude og hvordan filmens afsluttende plot er skruet sammen, har filmselskabet omhyggeligt og skriftligt bedt om, at vi ikke afslører her, hvilket da også vil ødelægge hele historien. Det er filmen nu tæt på at gøre helt selv. Til trods for den gode indledning og fremragende spil af især Joaquin Phoenix, kører manuskriptet nemlig mere og mere af sporet i det næsten desperate forsøg på at holde sammen på en historie, der både vil være gyser, rumme filosofisk dybde og en kærlighedshistorie. Det er karaktererne og ikke monstrene ude i skoven, der skal bære historien hjem. Det går nogenlunde i kraft af den gode rolleliste og overbevisende præstationer af også den uprøvede Bryce Howard Dallas, Lars von Triers stjerneskud i hans næste opus, 'Mandalay'. Selv om man undrer sig over den blinde piges evner til at 'se' sine omgivelser lige i øjnene. Hvis man piller skræmmeeffekterne ud af 'The Village' bliver historien for tyndbenet og forudsigelig i sin konstatering af, at uskyld i isolation ikke er en brugbar vej ud af truslerne. Den pointe slæber sig ind i en langstrakt film, der ganske enkelt ender med at være mere kedelig end skræmmende eller eftertænksom.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview