HVEM ER 'de nye russere', spørger den gamle bedstemor i den russiske film 'The Granny', da hun får at vide, at det er dem, der ejer alle de fornemme villaer ved vejen. Det er, som om den mere menige russer er forlegen ved at skulle svare. Men til sidst kommer det: De nye russere, det er dem, der ejer landet. Deres villaer ligger ikke bare fjernt fra vejen, men også på afstand af det liv, som de fleste lever i et Rusland, der har gjort op med sin utålelige fortid, men ikke har fået den erstattet med en tålelig nutid. Tålelig for de fleste, de fattigste og især for de ældste. Som bedstemoderen, 'Babusja'. Russerne har fået frihed, men hverken lighed eller broderskab. For de har betalt for friheden med den orden og tryghed, som det gamle sovjetiske system stod for, i det mindste i princippet. De, der har betalt den højeste pris under forvandlingen, er de gamle. De, der ikke længere kan arbejde, er ikke i høj kurs i et nyliberalistisk albuesamfund, hvor enhver må sørge for sig selv. De medaljer, som de måtte have modtaget for indsatsen i Den Store Fædrelandskrig, er ikke længere respekteret valuta. Der er kommet nye værdier, udmøntet af en ny tids kynisme. De unge har nok i deres egne daglige problemer. De har ikke brug for flere, slet ikke noget, der tager tid, koster penge og kræver omsorg, som en gammel morlille. I tidernes morgen gav Babusja alt for sine børn, og siden for sine børnebørn. Med sandheden i dette tilbageblik begynder Lidija Bobrovas film. Nu er turen kommet til, at disse slægtninge burde tage sig af hende. Alle har grund til det, moralsk. Enkelte har endda overskud til det, økonomisk. Men i det nye Rusland forældes taknemmelighedsgæld hurtigere end noget andet. 'The Granny' er et socialkritisk nutidsdrama uden effekter og følelsesmæssige falbelader. Det er ikke en film for de hårdhudede og utålmodige. Men måske de mere sarte vil kunne mærke, hvordan den kryber ind under deres hud, langsomt, virkningsfuldt. Ikke så meget på grund af rollerne. For det er slet ikke professionelle skuespillere, men håndplukkede amatører, der blot agerer så overbevisende foran kameraet, dette undersøgende kamera, der det meste af tiden bevæger sig rundt i øjenhøjde og kigger med over skulderen uden at løfte sig. Og det, som kameraet ikke erobrer for synsfeltet, kan blive mærkeligt nærværende bare på grund af lyde. Som en usynlig hund, der gør. En filmisk økonomi råder, uindskrænket. Lidija Bobrovas film er et bevægende og beklemmende portræt af det moderne Rusland, af bruddet mellem gamle og nye værdier, kort og godt et lille socialkritisk mesterværk, hvis nærgående og intimiderende alvor og upyntede menneskeskildring triumferer over det lille budget, hvormed den er realiseret.