Danskerne er i individualismens hellige navn blevet en samling ensomme stakler, der drukner i materialismens åndløse sump. I mere eller mindre latterlige forsøg på at realisere sig selv og deres små behov har de mistet evnen til at gribe ud efter deres medmennesker. Når det står så galt til, må det være 'Tid til forandring', mener instruktøren Lotte Svendsen, der sammen med Elith 'Nulle' Nykjær har skrevet filmens manuskript. Et satirisk portræt af 'Bo Bedre'-landet, hvor 'Internationale' kun lyder som en spag røst fra graven. En røst, der kun alt for let bliver overdøvet af de utallige proptrækkere, som åbner årgangsvine, og af den larmende tavshed, der møder ordet solidaritet. 'Tid til forandring' må i sagens socialistiske natur være en kollektivroman. Danske skæbner fra forskellige sociale lag mødes og belyser situationens sorgmuntre elendighed. Efter et besøg hos psykologen Erik (Waage Sandø) beslutter hjemmehjælperen Inge (Helle Dolleris) sig for at realisere sig selv ved at aflive sin elskede hund og i stedet melde sig til en tv-transmitteret konkurrence i pælesidning. Men Erik kan ikke engang hjælpe sig selv. Erik er rødvinsdranker og æstetisk tyranniseret af hustruen Lea, der lever og ånder for at få sit hjem i Bo Bedre. Deres problem er velstand og tomhed. »Vi er ikke så glødende mere, Svend«, som Erik halvvejs pinligt berørt forklarer ungdomsvennen Svend (Claus Ryskjær), der på trods af sit svære handikap stædig er aktiv som Danmarks sidste marxist. I 2900 Hellerup bor it-ingeniøren Jens (Dan Zahle). I sin topsmarte lejlighed gokker han den af i ensomhed, mens han drømmer om fotomodellen Gry (Anne Sofie Byder). Jens møder faktisk Gry, der viser sig at være så tomskallet og overfladisk, at det halve ku' være nok. En overfladisk fotomodel på coke og en indeklemt ingeniør i Fred Perry T-shirt. Når 'Tid til forandring' har svært ved at skelne mellem satire og kliché, er det måske, fordi Lotte Svendsen de senere år har lavet mere kabaret og satire (bl.a. Emmas Dilemma) end film. Men en satirisk figur, der vittigt illustrerer pointen i en sketch, har ikke nødvendigvis noget liv i en spillefilm. Waage Sandø spiller den fordrukne Erik med morsom timing og en smuk sans for figurens eskalerende tragik. Det er ikke Sandøs skyld, at figuren ender med at skulle inkarnere velstandssamfundets tragikomedie med samme subtilitet som et stalinorgel. Også Kirsten Lehfeldt agerer rutineret comedienne som hans skruppelløse kone, mens Dan Zahle debuterer lovende i rollen som den nervøst svedende it-ingeniør. Men er det synd for dem, eller er de bare til grin? Grundlæggende baldrer karikaturerne og forsøgene på at skabe virkelige figurer for uforudsigeligt imod hinanden. Det er en bombastisk svada, Lotte Svendsen fyrer af. Men Svendsen er hverken sylespids som Hans Scherfig, godmodigt dræbende som Finn Søeborg eller grundlæggende solidarisk som kollegaen Erik Clausen, der på mange måder var ude i samme ærinde i sin seneste 'Villa Paranoia'. Men solidaritet med personerne er det svært at etablere i en revy som 'Tid til forandring'. Lotte Svendsens spillefilmdebut 'Bornholms Stemme' havde sine svagheder, men var grundlæggende en livlig og tankevækkende film, hvor man levede og åndede med personernes glæder og trængsler, fordi satiren trods alt blev holdt i ave. 'Tid til forandring' har ikke tilsvarende mådehold og kvalitet. Det er besk satire. Sjov nok i mange enkeltstående situationer, men uden at besidde den gode spillefilms spændstighed og evne til at engagere i sit persongalleri. Og hvis ikke man evner at engagere, hvordan skal man så agitere for, at det er tid til forandring? 'Tid til forandring' er tænkt som et ordentligt slag i bolledejen, men bliver ikke meget mere end et slag i luften.