Det er ikke på grund af sine charmerende karakteregenskaber, at tegneseriekatten Garfield efterhånden igennem 24 år har fastholdt sin store popularitet. Lad og selvglad, fed og smålig. Vild med fjernsyn og lasagne. Altid parat til en smutvej. Herskeren af den dybe lænestol. Jo, den røde charmetrold er en såre menneskelig missekat. Hvilket ikke nødvendigvis gør det til en særlig oplagt idé at transformere figuren til en spillefilm. Det kræver stor springkraft at klare hoppet fra den daglige tegneseriestribes sardoniske pointe til en engagerende spillefilm. Det kræver måske ligefrem, at man gør vold mod sin natur? I hvert fald kræver det - gys - at Garfield træder i karakter som helten, der skal redde den savlende hund Futte fra en frygtelig skæbne som showbizz-hund. Hvilket alt andet lige er en del lettere, når Futte ikke ligner tegneseriens fjumrede og savledryppende misfoster, men derimod en ganske sød, lille ruhåret vovse med et stort hjerte og tricks i posen. Garfield er computeranimeret, men det er hverken Futte eller filmens andre to- og firbenede væsener. Den animerede Garfield glider overbevisende ind i omgivelserne. Mødet med de mange dresserede hunde og katte finder også sted i nogenlunde teknisk fordragelighed. De store tabere bliver de stakkels menneskelige skuespillere, der konfronteret med dansende hunde og en fed computeranimeret kat, kommer til at spille så stift, så man skulle tro, at det var dem, der var sjusket animerede eller mangelfuldt dresserede. Filmens manuskript er skrevet af Joel Cohen og Alec Sokolov, der bl.a. har haft fingrene i 'Toy Story' og 'Det vilde dusin'. De har ikke overanstrengt fantasien denne gang. Garfield bor hos den viljesvage Harald, hvor han hersker uindskrænket. For at gøre indtryk på den skjønne dyrlæge Liz overtager Harald en herreløs hund ved navn Futte. Truet på sit levebrød (eller i hvert sit monopol på opmærksomhed og lasagne) skaffer Garfield sig af med Futte, men bliver ramt af dårlig samvittighed og må gøre skaden god igen. Konfrontationerne mellem hund og kat hjemme hos den godmodige Harald er takket være Garfields tørre kommentarer - lagt i munden på Tommy Kenter - passabel komik. På en eller anden måde blive den ikke særlig elskelige kat, jo elskelig alligevel, når den swinger rumpetten i rollen som kattefamiliens James Brown. Figuren Garfield redder således med nød og næppe dagen. Hvorfor filmen får premiere netop nu hvor skoleferien slutter er til gengæld et mindre mysterium.