I 1977 opdagede man en brevveksling mellem psykoanalysens fader Sigmund Freud, hans genstridige elev Carl Gustav Jung og en ukendt kvinde ved navn Sabina Spielrein. En af Jungs første patienter, der senere blev elev hos Freud. Spielrein blev selv psykoanalytiker, og især med sine tanker om det destruktive som en af forudsætninger for skaberkraft inspirerede hun de to senere så berømte mænd. Freuds teori om dødsdrift skulle således skylde Spielrein en hel del. I fjor satte dokumentarfilmen 'Jeg hed Sabina Spielrein' fokus på kvinden, der kom til at spille en vigtig birolle i psykoanalysens historie og senere blev glemt og genfundet. Sabina Spielrein kom som 19-årig til Zürich med den dengang hyppige diagnose »hysterisk«. Den unge russiske jødinde fra provinsbyen Rostov var ude af sig selv. Destruktiv og pervers. Men den unge Dr. Jung engagerede sig i sagen og gjorde til sine kollegers forargelse brug af Dr. Freuds revolutionerende nye metoder, der satsede på samtale og analyse snarere end spændetrøje og ydmygelse. Det lykkedes efterhånden for Jung at rede trådene ud. Men andre forvikledes. Sabina Spielrein forelskede sig i sin læge, og følelserne var gengældte. Af frygt for skandale, og måske også af frygt for Spielreins stærke passion, valgte den gifte Jung at afbryde forholdet. Sabina Spielrein uddannede sig. Hun arbejdede sammen med Freud. Hun blev gift med en russisk læge og rejste senere tilbage til Rusland. Her drev hun et børnehjem, Det Hvide Hus, efter revolutionerende nye principper, der satte børnenes tarv og udvikling i første række. I det nye Sovjetunionen var der plads til tidens mange nye spændende tanker. Også psykoanalysen. En kort tid. Så kvalte Stalins skygge det meste. Sabina Spielreins navn blev glemt. Denne historie bliver udførligt, stramt og ikke så lidt isnende fortalt i Elisabeth Martons dokumentarfilm 'Jeg hed Sabina Spielrein'. Også den italienske instruktør Roberto Faenza har haft fat i materialet, men har valgt at lægge accenten et helt andet sted. Spillefilmen 'The Soul Keeper' er et melodrama om sindssyge og kærlighed. Udspillet med patos og patina og omhyggeligt renset for de mere uappetitlige detaljer i Sabina Spielreins sygehistorie. Kernen i filmen er kærlighedshistorien mellem Jung (Iain Glen) og Sabina Spielrein (Emilia Fox). Et til tider medrivende drama, der dog hele tiden nages af en grundlæggende utroværdighed. Som næres af produktionens sammenflikkede temperament. Stilen er italiensk, scenen er sat i den tyske del af Schweiz, skuespillet og sproget er engelsk. Til overflod er filmen forsynet med en temmelig overflødig nutidig rammefortælling, hvor en skotsk professor og en ung fransk-russisk kvinde søger efter Spielreins spor i Moskva, mens en spæd, gensidig attraktion spirer. Sabina Spielrein er en spændende historie i sig selv, men det mest spændende ved denne film om hende er at konstatere, hvor forskellige toneklange man kan anslå med afsæt i nøjagtig det samme materiale.