Var det ikke, fordi den virkelige historie i Ferzan Ozpeteks kalorielette lækkerbisken af en italiensk film først foldede sig ud til slut, kunne den fortælles i få ord: Smukke Giovanna spilder sin tid og sit talent i en kyllingefabrik, mens hun drømmer om at blive konditor og kunne leve af at sælge lækre lagkager. Og så drømmer hun om sin genbo, en ung smuk Clark Kent-lignende mand, bankmanden Lorenzo (Raoul Bova). Det er ham, hun kan se i vinduet overfor (deraf filmens titel). Men desværre er hun gift og har to børn med uambitiøse Filippo, der ikke oplever stort andet end at blive fyret fra sine dårlige job. De to - mand og kone - kommunikerer mest, når de skændes, og værre bliver det, da de midt i deres daglige kaos samler en fin gammel mand op, der lider af hukommelsestab, men som de aldrig får afleveret på politistationen (på afdelingen for glemte og glemsomme gamle mænd), fordi de et eller andet sted føler et ansvar for ham. Især Giovanna. Det viser sig efterhånden, at gamlingen, som hedder Davide, engang i sin fjerne ungdom havde et forbudt forhold til en anden mand, som han måtte svigte, fordi han pludselig fik meget travlt med at redde en masse uskyldige børn og voksne fra nazisterne. Noget af det eneste, Davide dog kan huske, er, hvordan man blander ingredienserne til støvlelandets bedste lagkager. For engang var han en af Europas berømteste konditorer. Og så er det, at man næsten kan smage sig til resten ... Selve historien er altså ikke det mest ophidsende ved Ferzan Ozpeteks film, som allerede har fået mange priser og lovord i instruktørens nye hjemland: la bella Italia. For 25 år siden begyndte tyrkiskfødte Ozpetek at studere teater i Rom, og da han har trukket vejret der lige siden, er der intet mærkeligt ved, at hans film er blevet så italiensk, at en nordbo kan blive helt forlegen over alle disse smukke filmbilleder af smukke mennesker, som oven i købet ledsages af den smukkeste musik. Og hvis det ikke var, fordi man selv - satans osse - undervejs gennem forførelsesprocessen kunne mærke en lille bitte tåre fugte øjenkrogene, ville man afskrive hele filmen som latinsk følelsesporno, der aldrig burde have overskredet Alperne. Men et bredt publikum, der har bestået italiensk for begyndere, vil dog være taknemmelig over, at den har gjort det. Når man har fået tørret øjnene, er man parat til at indrømme, at 'Vinduet overfor' er en rigtig veldrejet feel good-film. Den er derimod ikke - slet ikke - en film i klasse med de bedste fra Italiens storhedstid og prætenderer det måske heller ikke. Når den fungerer, så længe det varer, er det på grund af Giovanna Mezzogiorno, der er smuk som en af Rafaels engle som Giovanna, og på grund af den gamle, der spilles med værdig senilitet af veteranen Massimo Girotti, hvis sidste film det blev. Girotti har ikke mange replikker som Davide, men dem, han har, kan han i det mindste huske. »Stil dig ikke tilfreds med bare at overleve. Du må kræve at leve i en bedre verden«, siger han i et af sine få lyse øjeblikke til Giovanna. Det er disse ord, Giovanna sætter sig for at leve op til i noget, der kunne gå hen at blive til 'Vinduet overfor, 2'. Bare synd, at de ikke helt efterleves af dagens italienske filmindustri.