Meningerne i denne filmatisering af en novelle fra 1943 om den talende tøjkanin, Mimzy, to børn finder på stranden, er sikkert gode nok. Der er bare alt for mange af dem. Med Mimzys forvrængede mumlen som stemme, vil Bob Shayes børnefilm både advare mod overdreven paranoia og frygt for terrorisme, propagandere imod forurening, prædike for nære familierelationer og sprede lidt Harry Pottersk magi. Det bliver for meget for selv en tøjkanin, Chris O’Neil og Rhiannon Leigh Wryn, der ellers er overbevisende naturtalenter som storebror Noah og lillesøster Emma Wilson. Flyvende sten forårsager strømafbrydelse De to finder en dag en kasse med magisk legetøj på stranden ved familiens overdrevet lækre sommerhus på en ø ud for Seattle. Blandt legetøjet er kaninen Mimzy, der begynder at kommunikere med Emma, en glødende glasplade, som gør Noah i stand til at flytte ting ved tankens kraft samt nogle sten, der kan holde sig selv flyvende.
Det nye legetøj forvandler de to børn til genier og forårsager en strømafbrydelse i hele det nordvestlige USA, hvorfor FBI og antiterrorkorpset sættes på sagen. Hvad »fremtiden vil fortælle os« Alt dette kunne såmænd være spændende nok som sommerunderholdning for hele familien, hvis der havde været lidt mere hold på historien og effekterne. Det er som Bob Shaye ikke har gjort sig helt klart, hvad han vil med sin film eller, hvad det magiske legetøj skal bruges til. Derfor bliver vi aldrig klogere på, hvad det egentlig er »fremtiden vil fortælle os«.
