Det vældige kommercielle filmeventyr ved navn 'Ringenes Herre' har fået Hollywoods ivrigt søgende øje til at lede højt og lavt efter oplagte fortællinger om sværd og mandsmod. Efter 'Troja' kommer turen naturligt nok til Kong Arthur og ridderne om det runde bord. Sagnkredsen der definerede begrebet ridderlighed og udgjorde en af de store inspirationskilder for Tolkiens 'Ringenes Herre'. Pudsigt nok, og ikke så lidt paradoksalt, sker det i form af en afmytologisering. Hvor Peter Jackson i 'Ringenes Herre' gjorde det eventyrlige til en legitim fornøjelse, går både Wolfgang Petersens 'Troja' og nu 'Kong Arthur' i stik modsat retning. Uden de intrigante guder blev Homers 'Illiaden' reduceret til 'Slaget om Troja'. En lignende reduktion rammer Arthur. I stedet for at genfortælle eventyrerne om den ædle Sir Lancelot, om Galahad, Gawain og deres møder med vælige møer, onde riddere og frygtindgydende troldmænd og heksekonger, om Camelot og Avalon, har man satset på at fortælle, hvad der, måske, er den virkelige baggrund for myten om Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Ridderne om det runde bord er i 'Kong Arthur' rå romerske landsknægte. Man har længe vidst, at kimen til de ridderlige fortællinger lå begravet i ældre tider. I de temmelig tavse århundreder mellem tiden som romersk koloni (60-410 e.kr.) og riddertiden. Sandsynligvis et sted i 6. eller 7. århundrede. Manuskriptforfatter David Franzoni placerer Arthur endnu tidligere og identificerer ham med en britisk-romersk hærleder ved navn Lucius Artorius Castus. Det kunne alt sammen være interessant nok, men bliver det ikke. Det kniber helt kontant med at finde en værdig erstatning for sagnkongen Arthur. Fortællingen om Artorius og hans slagsbrødre bliver bare endnu et kæmpemæssigt slagsmål produceret af Jerry Bruckheimer ('Bad Boys', 'Armageddon', 'Pearl Harbour'). En Bruckheimer-burger, hvor forsøget på at omskrive historien stilistisk strander et sted midt mellem Mel Gibsons 'Braveheart' og røverhistorien om 'Den 13. Kriger' og et mislykket forsøg på at hægte sig på 7-tallet i 'Syv mænd sejrer'. 'Kong Arthur' er et godt stykke fra at matche 'Troja'. I 'Kong Arthur' er der i virkeligheden ikke så meget tale om af-mytologisering som om et mytologisk vagtskifte. Ud med kristne ridderidealer, ind med Kong Arthur som den første demokratiske patriot. 'Kong Arthur' kan ikke beskyldes for at svigte Bruckheimers garanti for gang i den, men der er ikke meget sus og dus i Antoine Fuquas instruktion. Rollebesætningen virker decideret uinspireret. Clive Owens bløde Arthur ligner en vildfaren rullekrave fra et kontorlandskab og hverken Gawain (Joel Edgerton), Lancelot (Ioan Gruffudd) eller Galahad (Hugh Dancy) får plads til at træde i karakter med meget andet end frisuren. Så går det bedre for Ray Winstone, der spiller Bors som en prototype på senere tiders engelske hooligan, mens Mads Mikkelsen som truppens asiatiske islæt ser flot ud med skæg og falk. Rollen som skulende saksere er tilfaldet Til Schweiger og Stellan Skarsgaard, mens Keira Knightley som Guinevere slet ikke kan ryste sin nutidige udstråling af sig. Hun kommer svansende lige fra Kensington High Street. Det er med andre ord ikke kun på grund af filmens historiske friheder, at den i bund og grund opleves som eksponent for en halvhjertet form afmytologisering. Man har skrottet 1200-tallets ridderlighed til fordel for hvad man opfatter som en mere 'autentisk' brutalitet, men uden at kunne slippe en nutidig stil og selvforståelse. Uanset om man satser på det virkelige eller det uvirkelige skal fortællingen være troværdig i sit udtryk - og her kniber det fælt for den reviderede fortælling om Kong Arthur og ridderne om den tomme tønde.