Med 'Cirklen' lavede Jafir Panahi en af de bedste iranske film, man har set herhjemme. Landsmanden Abbas Kiarostami anerkendes almindeligvis som mesteren med sine langsomt sneglende, eksistentielle meditationer, men 'Cirklen' var ganske anderledes kontant og målsøgende uden at sætte egenart eller integritet over styr. Med sin fortælling om den sociale skruestik som iranske kvinder, og i særdeleshed unge kriminelle iranske kvinder, befinder sig i, fik Panahi både de iranske myndigheder og et internationalt publikum til at gispe efter vejret. 'Blodrødt guld' er ikke som 'Cirklen' en film koncentreret om sin egen knugende spænding. 'Blodrødt guld' er mere løs. Det er ikke en film af samme format. Men i sin kritiske skildring af det iranske samfunds sociale mekanismer ikke mindre bemærkelsesværdig. Mens berigelseskriminaliteten florerer, har politiet travlt med at være sædelighedspoliti. Kræfterne bruges på at lave moralske razziaer og arrestere unge mennesker, der undergraver den offentlige moral ved at feste og danse bag lukkede døre. Men det er ikke det, filmen handler om. Den handler om rigdom og fattigdom. Præstestyrets Teheran skildres som en storby med afgrundsdybe sociale forskelle. En stenrig overklasse lever i luksus, mens det store flertal hutler sig igennem tilværelsen som gadefejere, hjemløse og pizzabude. Hovedpersonen Hossain hører til de sidstnævnte. Der gemmer sig en historie bag den dorske og fåmælte tyksak. Man får dog kun få glimt. Også for få. Hossain er veteran fra krigen mod Irak. Hans opsvulmede fysik skyldes en kortison-behandling. Hans forlovede er vennen Alis søster. Men at gifte sig uden penge er i sig selv en nedværdigelse. Mange små stød skubber og stikker til hans resignation. Rige mennesker, der køber guldsmykker, som andre køber rosiner, og ser lige igennem ham. Som om han ikke eksisterer. Guldsmeden, der henviser ham til basaren, hvor småfolk køber ind. Den unge rigmand, der inviterer ham ind i sin vildt luksuøse penthouselejlighed, men snart glemmer, han er der. Som man kunne glemme en omstrejfende kat, man i et forbigående lune har fodret. Hossains brutale røveri bliver ikke undskyldt, men forklaret som et eksistentielt udråbstegn. Et socialt primalskrig. Se, jeg eksisterer! Selv om jeg ikke har nogen penge, selv om jeg er pizzabud.