Et psykologisk og seksuelt drama behøver hverken være opsigtsvækkende eller intenst for at være godt. Det beviser Ventura Pons med den på alle måder fint afstemte 'Food of love', der er fra 2001 og altså har været nogle år om at finde til Danmark. Det handler om bøsser og Brahms, men det egentlige drama udspilles i en amerikansk yngling, der tager sine første afgørende skridt ind i voksenlivet. Den 18-årige Paul drømmer om at blive koncertpianist. En lidt mut dreng. Smuk som et ubeskrevet blad. Smuk på den endnu lidt anonyme måde, der gør sig godt på glittet papir. Paul er i Barcelona med sin meget amerikanske og meget ny-skilte mor, da han genser sit store idol, pianisten Richard Kennington. Richard begærer Paul. Paul beundrer Richard. Om han også begærer ham, er et spørgsmål, kun han selv kan svare på. Uden at moderen fatter mistanke, indleder den unge og den ældre mand en hed affære i den catalanske storby. Forholdet får en brat ende. Richard nærmest flygter hjem til New York. Også Paul flytter til New York for at gå på den prestigiøse musikskole Juillard. Han får hurtigt stor succes i New York. Som eftertragtet bøsse. Paul er en hunk. Ved de sort-hvide tangenter tager tingene sig imidlertid mere melerede ud. Er Paul en af de få eller en de altid alt for mange? Er Paul kunstner eller kun et talent? Kan man leve et liv som første-elsker og anden-violin? »Enhver stor kunstner er en vampyr«, hedder det lidt svulstigt. Men det er ikke altid let af afgøre, hvem der er kunstner, og hvem der kun er vampyr. Mens de mange spørgsmål tager form og nærmer sig deres svar i Paul, udspiller en række små dramaer sig i hans berøringskreds. Moderen, der så længe har levet igennem sin søn, må se ham forvandles til et andet menneske. Richard og hans manager og kæreste Joseph må tage bestik af en ny situation med Paul i rollen som fælles ubekendt. Homoseksualiteten er filmens dominerende tema, men 'Food of love' bliver aldrig noget bastant skabsnummer. »If music be the food of love« bliver som nøgle-citat lidt af et postulat. Musikken og kærligheden til musikken er ikke et mysterium Ventura Pons for alvor trænger ind i. Men tonen holder han. Klar og ubesværet og med diskret indlevelse fortolket af Paul Rhys (Richard) og Allan Corduner (Joseph). Mere skinger, men ikke mindre god er Juliet Stevenson som moderen og Kevin Bishop er helt troværdig som den næsten ansigtsløst smukke unge amerikaner.