Bortset fra Batman er Spiderman - Edderkoppen - den mest karismatiske figur blandt de maskerede superhelte fra de amerikanske tegneseriers guldalder. Det i sig selv er nok til at forklare den første Spidermanfilms enorme succes. Takket være computeranimationen kan superheltene og deres superkræfter og mærkelige gaver omsider foretage et troværdigt spring fra seriehæfternes små tegnede firkanter til det store lærred. Men der er en anden forklaring på, at netop Spiderman går rent hjem. Ligesom Superman har også Spiderman en civil identitet som anonym brilleabe. Han hedder Peter Parker, og 'Spiderman 2' handler mindst lige så meget om Peter Parker som om Spiderman. Dilemmaet Eller rettere om det dilemma, det må være at leve et liv som superhelt, hvis det betyder, at man skal fravælge sit 'eget' liv. Konen, børn, karriere. Det er meningen, at man skal tage personerne alvorligt, og eftersom Parker/Spiderman bliver spillet af den søde og dygtige Tobey Maguire, og pigen, han elsker, af den dejligt ligefremme Kirsten Dunst, gør man det faktisk også. En af de fire manuskriptforfattere, der har haft til opgave at gøre Stan Lee og Steve Ditkos superhelt til et rigtigt levende menneske hedder Michael Chabon. En virkelig ekspert, når det gælder om at spinde en seriøs ende på en tegneserie. I sin roman 'Kavalier & Clay' har han kærligt og begavet spundet en fabelagtig fortælling om de dage, da unge mænd, ambitiøse mænd med feberhede fantasier for et halvt århundrede siden opfandt de amerikanske superhelte. Overdreven interesse for mennesket 'Spiderman 2' er netop også blevet et kærligt epos om en superhelts trængsler. Det kommer så vidt, at de følelsesmæssige konflikter og Peter Parkers identitetskrise udløser en slags impotens for superhelte. Fordi han er i tvivl om, hvem han er, og hvad han vil, mister Spiderman evnen til at skyde med sit hvide klistrede stads. Den slags vittige detaljer er der mange af, men desværre må man konstatere, at instruktøren, Sam Raimi, også overdriver den humane interesse i sin tegneseriehelt. Det gør i sig selv ikke så meget, at det meget snakkeri bliver en kende langt i spyttet. Mere problematisk er det, at klichéerne om kærlighed, ansvar og heltemod bliver værre og værre og flere og flere, efterhånden som filmen skrider frem. Fladbundede dybsindigheder Ingen forlanger eksistensfilosofi på højt plan af en kulørt tegneseriefilm, men Sam Raimi har simpelthen ikke fået luget tilstrækkeligt ud i mængden af alvorlige miner og bonmoter. Det er ikke småting af sentimentalt pladder og fladbundede dybsindigheder, den stakkels Tobey Maguire skal lægge mund og ører til i rollen som Peter Parker. Man kan næsten se hans lettelse, når han får lov til at trække masken ned over hovedet og give sig i lag med Doctor Octopus. Hellere slås med en superskurk end med replikker som disse! Og heldigvis bliver der da også tid til en holmgang eller ti mellem Spidey og den slemme videnskabsmand med de mange arme og de skumle planer. Umiddelbart ligner en småfed skuespiller (Alfred Molina) med metalarme dinglende ud af ryggen ikke noget frygtindgydende syn. Gal og genial Men her fejrer special effects-afdelingen triumfer. De 54 millioner dollar til effekter må siges at være givet godt ud. Ikke et drengehjerte vil forblive uberørt, når Spiderman og Dr. Octopus flyver, farer og vælter rundt mellem skyskrabernes toppe og vælter biler på stribe i asfaltjunglen på storbyens bund. Sine metallemmer har Dr. Otto Octavius fået som følge af et fejlslagent eksperiment. Dem har der altid været mange af i tegneseriernes verden. Armene har taget magten over videnskabsmandens brillante hjerne og forvandlet ham til gal og genial - og selvfølgelig med tilhørende superduperkræfter. Genistregen her er, at man har udrustet armene med antydningen af en personlighed. Sleske, diabolske parasitter af metal, som man i et svagt øjeblik næsten kan føle en slags sympati for! I det hele taget må man konstatere, at hvad angår det frækt fabulerende farvelagt forrygende fornuftsstridige fantasteri leverer 'Spiderman 2' i dén grad varen. Det er ikke svært at forstå, hvor alle potentielle konkurrenter har tilflugt i det nærmeste musehul, mens Spiderman fanger sommerens publikum i sit spind. Og når først man sidder der og spræller i nettet, er man jo sådan set tvangsindlagt til at tage de foredrag om behovsfornægtelse i pligtfølelsens hellige navn, der følger med.