Rammen er et magisk eventyr. En 13-årig pige med bøjle på tænderne drømmer desperat om at blive voksen i en fart. Så hun kan få bryster, blive cool og tilbedt af andre end den buttede nørd Matt. Jennas ønske går i opfyldelse. Pludselig er hun 30 år. I sit liv som 30-årig er hun smuk, velbeslået, bosiddende på Manhattan og redaktør af det glittede dameblad, hun sukkede så længselsfuldt over 17 år tidligere. Jenna er til og med kæreste med den lækreste spiller på New York Rangers. Hjerte, hvad begærer du mere? Men Jenna er ikke nået til tops ved et trylleslag. Jenna opdager, at hun har haft rundsave på albuerne og været ikke så lidt af en kold og kynisk skiderik. I panik opsøger hun naboens tykke dreng, der er forblevet en beskeden guttermand, selv om han er blevet en flot fyr. At Jenna har sprunget 17 år over, giver sig mange pudsige udslag. Hun synes generelt, at voksne mænd er klamme, og bager hellere på en cool 13-årig! Det er et eventyr og en komedie, og det er en også effektiv allegori. En fortælling om uskyldstab, egoisme og idealer, der røg i svinget. En fortælling om nødvendigheden af at spole tilbage, hvis man lidt efter lidt har fået kørt sit liv ud på et værdimæssigt sidespor. Det er en gennemtænkt og gennemført konstruktion. Jennifer Garner som den voksne Jenna er en sød Julia Roberts light, mens Mark Ruffalo ('You Can Count On Me' og 'Evigt solskin i et uplettet sind') er en tiltrængt nyhed på hylden med bløde maskuline krammedyr. Hvad der til gengæld næsten lammer projektet, er den dræbende forudsigelige småborgerlige sukkerlage, der p.t. synes at hærge amerikansk film mere end normalt. Lykken er at lege far, mor og børn i forstaden og at huske at komme hjem til jul. Det kan være lykken. Men det er ikke sjovt, når det bliver en trosbekendelse, en spændetrøje, en facitliste med kun ét muligt resultat.