En næsten nøgen Christina Ricci, der vrider sit underliv i diminutive trusser mod kameraet og har sex med Gud, hvermand og Justin Timberlake, bare ikke Samuel L. Jackson. Han spiller til gengæld bluesguitar, synger sin smerte over sin svigefulde kone ud og lænker Ricci til radiatoren i sin lille knaldhytte i det stegende varme syden for at drive sexdæmonerne ud af hendes velproportionerede krop. Er det ikke grunde nok til at se Craig Brewers anden spillefilm, ’Black Snake Moan’, må vi henvise til den bluesmusik, filmen er gennemsyret af på samme måde, som Brewers vellykkede debut, ’Hustle And Flow’ var båret oppe af hiphop.'
Musikken, inklusive de sange, Samuel L. Jackson spiller og synger, har en hel del mere integritet og holdbarhed at byde på end handlingen i filmen. På det soundtrack, der med veteranen Son Volts velvalgte introduktion er en glimrende guide til genren, er der faktisk mere ægte stemning end i filmen. Stønnende Christina Ricci Udgangspunktet er ellers lovende. En opdatering af mytologien omkring the blues i de landlige sydstaters moralske morads af synd, skam og heksekunster kunne være interessant. En ældre sort landmand (Jackson) finder en mishandlet og næsten afklædt, ung, hvid kvinde (Ricci) uden for den hytte, hans kone netop har forladt.
