En scene med en bunke af brændende heste og køer antyder, at det måske er kogalskabens ligbål, der har inspireret Michael Haneke til sin konsekvent gennemførte dystopi 'Ulvetider'. Men hvad det konkret er, der i filmen har afstedkommet et fuldstændigt civilisationssammenbrud i Frankrig, får man ikke at vide. Om det er en epidemi eller en forureningskatastrofe er ikke afgørende. 'Ulvetider' er så langt fra en amerikansk katastrofefilm, som tænkes kan. Katastrofen er indtruffet. Dens årsager er ligegyldige. Der er ingen helte og intet at stille op. Kompromisløse Haneke følger en lille familie, der har valgt at flygte fra Paris. Allerede i første scene bliver faderen skudt og bilen efterladt. Ved et skiftespor bliver moderen Anna (Isabelle Huppert) og hendes børn Eva og Ben tilknyttet en løs gruppe, der venter på et af de tog, der måske aldrig kommer og under alle omstændigheder næppe fører noget rart sted hen. Den handlekraftige Koslowski opkaster sig til en slags leder. Vand, mad, varmt tøj og sex er nu hård valuta, mens armbåndsure er uden værdi. Fantaster snakker om særligt udvalgte, der kaster sig i ilden for at frelse resten af menneskeheden. De intellektuelle franskmænd har stadig kræfter til en debat om demokrati kontra autoritet og regler kontra anarki. Østrigske Haneke er vanen tro kompromisløs i sin skildring af det uudholdelige og uden vaklen i sit valg af fortællestil. Ethvert håb om letkøbt forløsning bliver slukket godt og grundigt. Selvfølgelig er der ikke brugt kunstigt lys i nattescenerne. Det ville være forkert, når nu teknologien er brudt sammen. Men i modsætning til 'Funny Games', 'Kode: Ukendt' og 'Pianisten' har 'Ulvetider' hverken fascinationskraft eller en mission. 'Ulvetider' efterlader bare en lammende følelse af formålsløshed. Hvorfor tilbringe to timer på bunden af en kulkælder i selskab med en film, der ikke vil andet end vise, hvor slemt det vil kunne blive, hvis det først går rigtig galt? Det er som at skulle finde den dybere mening i et kulsort maleri.