Det er det samme råmateriale, 1.000 timers optagelser, der ligger til grund for den aktuelle tv-dokumentarserie '100 % Greve' og biograffilmen '110 % Greve'. Der er altså tale om en dokumentarfilm. 'En film fra virkeligheden' kaldes den. Et forsøg på at skildre et socialt belastet ungdomsmiljø indefra. Som sådan er '110 % Greve' grundlæggende interessant, behjertet og indimellem også isprængt en befriende humor. Som da en ung dansker, der ikke ligefrem elsker perkere og repræsentanter for andre mørklødede folkefærd, opdager, at hans rigtige far var halvt grønlænder, og »så var det pludselig ikke så sjovt at være racist længere«! '110 % Greve' giver et indblik og en god fornemmelse for, hvad der rører sig blandt de unge i et miljø, hvor modsætningen mellem unge indvandrere og unge gammeldanskere hele tiden ulmer. Instruktørerne Vibe Mogensen, Jesper Jack og Mette-Ann Schepelern har holdt en sober grænse i forhold til de medvirkende. Alligevel bliver filmen problematisk. Det er en dokumentar, men det er en dokumentar, hvor graden af iscenesættelse i de enkelte billeder får visse scener til at ligne scener fra en spillefilm. Betragtet som biograffilm er dilemmaet dog snarere, at man har organiseret materialet som en fortælling, som så alligevel ikke er blevet dramatisk nok til at kunne bære samme byrder som en spillefilm. Problemets kerne er ikke svær at identificere. '110 % Greve' har tre hovedpersoner: irakiske Ali, danske Klem og Sheela, der er dansk opdraget, men adopteret fra Indien. Tilsammen udgør de tre en nydelig symmetri. Indvandrer, dansker og adopteret. Der er etableret en triptykon, en balance i Greveskabet. De har alle deres problemer. Med livet, miljøet, forældrene og kærligheden. Men det er ikke en ligevægt, der gælder det dramatiske. Ali kommer på efterskole og forelsker sig i en ung blond dansk pige. En meget sød pige fra et tolerant dansk middelklassehjem. Ali er hårdt ramt, men det er ikke en kærlighed, hans psykisk skrøbelige irakiske far og brødre vil kunne forstå eller acceptere. Jo længere tid der går, des sværere bliver dilemmaet for Ali - og kæresten Kristine. Imens prøver hendes danske forældre at finde en grimasse, der kan passe. Det er en god historie. En central fortælling til tiden. Man føler, man bliver klogere af den. Der er dynamik og følelser i. Følelser er der også i Sheelas historie. Men det er i højere grad en forhistorie. De begivenheder, der gør, at Sheela føler, hun sidder i saksen midt mellem to stole hidrører fra en konflikt, der har sit udspring, længe inden filmen udspiller sig. Hendes rodløshed er ikke en historie, der er i bevægelse. Tragedien er den statiske flyvskhed. Og historien om den danske Klem, ja, den er der nærmest ikke. Her er der blot tale om en miljøbeskrivelse, der med lidt god vilje kan gælde for et portræt. Den slags kan man vise i en tv-serie, hvor der er plads til mange flere aspekter. I en biograffilm bliver det simpelt hen for stillestående. Hele 'Greve'-konceptet passer bedre på en tv-dokumentar. Betragtet som biograffilm er det kun Alis kærlighedshistorie, der har den nødvendige pondus. Det kan ikke ændres ved, at man bruger smukke luftfotografier af Greve til sine sceneskift. At man etablerer en slags skriftestol ved hjælp af moderne 'selvlysende' natoptagelser, gør ikke en tiltrængt og fin miljøbeskrivelse til en fuldvoksen biograffilm.