I Daniel Bergners bog 'Soldiers of Light' om borgerkrigen i det afrikanske land Sierra Leone kan man læse, at den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie har finansieret halvdelen af en hårdt tiltrængt skole for nogle af krigens ofre. Hatten af for det. Jolie er goodwill-ambassadør for hjælpe-organsationen UNHCR, og det er der altså kommet noget godt ud af. Desværre hører filmen 'Beyond Borders' ikke til de gode ting. I 'Beyond Borders' spiller Angelina Jolie den amerikanske overklassekvinde Sarah, der også bl.a. som frivillig i UNHCR bliver hvirvlet ind i dramatiske begivenheder rundt omkring i en urolig verden. Undervejs bliver hun dødeligt forelsket i den engelske læge og ildsjæl Nick Callahan (Clive Owen). Kimen til romancen bliver lagt, da Callahan med et afrikansk hungerbarn på slæb, gatecrasher en humanitær gallafest for de rige, hvor champagnen flyder, og juvelerne rasler i den gode sags tjeneste. Scenen er måske nok letkøbt, men effektiv. Det er tilsyneladende filmens programerklæring. Den vil råbe op, så det kan høres igennem dynen af materiel velstand og selvtilfreds samvittighed. Callahans appel om hjælp til sin flygtningelejr i det politisk belastede Etiopien virker på én af de tilstedeværende. Sarah ofrer børneopsparingen og rejser til Etiopien med mad. Skildringen af 1980'ernes hungerkatastrofe med golde landskaber og computeranimerede døende børn ligner et oplæg til en seriøs film. Men heller ikke Martin Campbell har troen på, at man kan skildre humanitære katastrofer uden en kærlighedshistorie, der kan få den bitre pille til at glide ned. Så det sædvanlige sker; den glødende passion mellem Sarah og Callahan reducerer de afrikanske tændstikbørn og landminerne i Cambodja til en eksotisk ramme. Hvilket omvendt, stik modsat de utvivlsomt gode viljers intentioner, gør denne Dr. Zhivago i FN-regi til en noget usmagelig affære at skulle engagere sig i.