En kvinde med ben i næsen kæmper sig til tops i den professionelle bokseverdens mafiøse mandehørm. Sammen med en talentfuld sort bokser fra crack-ghettoen går hun i clinch med bokseverdenens fordomme og slyngelstreger. Den kvindelige hovedperson i 'Against The Ropes' hedder Jackie Kallen. Virkelighedens Jackie Kallen var en sportsjournalist, der via en karriere som indehaver af et pr-bureau med promovering af sportsstjerner som sit speciale endte som USA's mest succesrige og vist også noget nær eneste kvindelige boksepromotor. På trods af navnesammenfaldet er 'Against The Ropes' imidlertid kun 'inspireret' af Kallens liv. Historien har velsagtens været for kompliceret. Eller også bare ikke Askepot-agtig nok. Hvilket manuskriptforfatteren Cheryl Edwards så har rådet bod på ved at forvandle Kallen til en fattig og frustreret kontormus med et hjerte af guld, der griber sit livs chance, da skæbnen omsider byder op til dans. I amerikansk film bliver man aldrig, aldrig, aldrig træt af historier, der handler om ukuelige viljer, der mod alle odds kæmper sig til tops. Askepot-versionen har til gengæld den lille svaghed, at den følger eventyrbogen og den slagne landevej med en så urokkelig tro på klichéens styrke, at man aldrig er i tvivl om, hvilken scene der kommer næste gang. Instrueret af Charles S. Dutton, der selv spiller den garvede boksertræner Felix, skrider handlingen frem med næsten tungsindig planmæssighed. Med energi grænsende til hysteri og rødsprængte tårevædede øjne i de følelsesladede scener spiller Meg Ryan en rolle, hun med små variationer har spillet så tit. Netop banaliteten er imidlertid også filmens bedste kort. 'Against The Ropes' er en social guldroman krydret med flækkede øjenbryn, feminisme og fede cigarer. Og så er der boksescenerne. De har heldigvis en udfarende kraft, man ikke undgår at blive revet med af. Nogle gange kan en ret dårlig film faktisk være ret underholdende.