Kun en tåbe frygter ikke rudekuverter, kan jeg bekræfte af personlig erfaring. Og endnu større tåbe er den, der ikke overvinder sin frygt og åbner kuverten. Kathy, der er på vej op efter skilsmisse og druk, har arvet sit hus efter sin far. »Det tog ham tredive år at betale det, men det tog kun mig otte måneder at lave lort i det«, indser hun, da amtet har sat hende på gaden og solgt huset på tvangsauktion. Årsag: Hun reagerede ikke på rykkerne for en skat på 500 dollar - som hun er blevet pålagt ved en bureaukratisk fejl! Det banale sorte uheld udvikler sig imidlertid til basal tragedie af anderledes storslåede dimensioner. For den tidligere iranske oberst Behrani, politisk flygtning omsider med amerikansk statsborgerskab, køber huset med udsigt til stranden - som hjemme i Iran dengang - og til en gevinst på 300 procent ved hurtigt gensalg: Endelig en genvej ud af det ydmygende og opslidende dobbeltarbejde i bunden af samfundet, som datterens bryllup og sønnens uddannelse kræver. Kathy kræver fejlen rettet og huset tilbage - og man forstår hende. Behrani holder på sin ret til, hvad han har købt kontant - og man forstår ham. Men amtet vil jo ikke lade handelen gå tilbage til firedobbelt pris. Med begges velbegrundede retsfølelse og med Jennifer Conellys sårbarhed, her mere nuancerig end før, over for Ben Kingsleys sammenbidte værdighed vokser de to skikkelser til ægte tragediedimension. Den iranske skuespillerinde Shoreh Aghdashloos bevægende spil som oberstens kone, med en næstekærlighed lige så ægte og fintmærkende, som hendes engelsk er mangelfuldt, var med fuld ret Oscarnomineret. Kunne der findes en løsning? Ja, måske, hvis ikke betjenten Lester havde blandet sig af medfølelse med Kathy, som han også (lovlig rask) vil forlade kone og børn for. Ron Eldard udstiller med stor overbevisning en gennemsnitsmands elskovsgrødede kortslutninger, med uniform og tjenestepistol som sine tvivlsomme genveje til at fremtvinge 'løsninger'. Tragedien er også et sammenstød mellem kulturer, vestlig forbrugerismes slaphed og værdiforvirring over for mellemøstlig selvdisciplin og værdsættelse af guds gaver, som obersten opfatter det. Men filmens scoop er, at den aldrig tager parti, men blot eskalerer ubønhørligt i den debuterende, ukrainsk-canadiske instruktørs sikre krydsklipning mellem det unge og det ældre pars så forskelligartede kærlighed og tiltagende desperation. Kingsleys værdigt kontrollerede vrede er en tikkende bombe, og det samme er Conellys neurotiske skrøbelighed, Eldards handlingstørstende rådvildhed. Og tågen ruller ind mod huset ved kysten i Roger Deakins suggestive kameraarbejde. Så skrøbelige er de rammer om et sikret liv, vi tager for en selvfølge. Så lille en hverdagsforsømmelse kan knuse så mange menneskers liv. En fejludskrift på skattekontoret. En uåbnet rudekuvert.