Forleden sendte DR en tv-dokumentar om, hvordan dansk ulandshjælp prøver at stimulere mælkelandbrug i Den Dominikanske Republik - forgæves, fordi Arlas mælkepulver med sin kunstige lavpris umuliggør det! Eksemplet er langtfra en undtagelse, snarere en regel, hvis man skal tro denne films oplysninger om forholdene i nabostaten Jamaica. Fra engang at have været selvforsynende med fødevarer, er landets landbrug nu totalt udkonkurreret af statsstøttet amerikansk fødevareimport. Det giver ikke alene arbejdsløshed, lavindkomster og sociale problemer, men umuliggør landets tilbagebetaling af de udenlandske lån, især i USA og i Den Internationale Valutafond (IMF). Ja, de alt for kortfristede IMF-lån sidst i 1970'erne blev kun givet på betingelse af, at landet devaluerede og samtidig sløjfede alle importrestriktioner, forklarer således Jamaicas fhv. præsident Michael Manley i en indklippet arkivfilm. Dokumentarfilmen med Jamaica Kincaid som speaker og musik af Bob Marley m.fl. fokuserer i et enkelt sprog og med nøje kontrolleret indignation og fortvivlelse på kontrasten mellem jamaicanerens hverdag - og det billede, turisten møder. Den sandsynliggør samtidig, at landet i den økonomisk-sociale onde cirkel er repræsentativt for mange andre ulande under FN's 'ny verdensorden'. Bortset fra de indskudte lånemekanismer er denne orden svær at skelne fra den gode, gamle koloniale uorden: at tage fra de fattige og give til de rige. Vel at mærke på globalt plan. Det er vel den samme trafik, der gør den vestlige verden så rig, at filmen har kunnet blive til med støtte fra en stribe amerikanske fonde: Soros, Guggenheim, Rockefeller, foruden National Endowments for the Arts og New York State Council of the Arts. Men når den globale udnyttelses paradokser nu er så indlysende for enhver, er det da egentlig forbandet, vi ikke kan finde ud af at rette op på det. Denne skarpe, men let forståelige film gør, hvad den kan - men indsigt alene er jo ikke nok.