Man forstår dén, der er faldet for fristelsen til den danske titel: banal i udtrykket, men med ekko af den franske gyser-succes 'De blodrøde floder' - og trods alt dækkende for den centrale aktivitet i historien her. Mundaflæsning. 35-årige Carla er nemlig hørehæmmet, men også takket være Oticon o.lign. fungerer hun ret ubesværet som travl sekretær i en mindre entreprenørvirksomhed. Hun savner kærlighed og nærhed og er måske ikke påfaldende køn - men i Emmanuelle Devos' spændende, mørke skikkelse dog slet ikke så grim, som dialogen vil gøre hende. Paul, med Vincent Cassels ukælne profil, bliver ansat som hendes assistent på kontoret, prøveløsladt efter to år i skyggen. Mellem de to udvikler sig en subtil magtkamp, filmens egen modstræbende og akavede kærlighedshistorie, for begge har deres egne dagsordener. Hun udgiver ham for sin kæreste - omsider! hvisker veninderne. Og trods forsøget på at komme på 'ret køl' indhenter skyggen ham i form af en gammel gæld til en kriminel barindehaver - han må indlede et dobbeltliv som kontorpiccolo om dagen og bartender om natten, totalt afhængig af, at Carla dækker ham ind over for tilsynsværgen, en midaldrende mand med sine helt egne ensomhedsproblemer! Først sent dukker udsigten til en ny forbrydelse langsomt op som pejlepunkt for den hidtil springende handling. For i udspioneringen af Pauls kreditor og plageånd og hans mafia-makkere kommer Carlas færdigheder i mundaflæsning til deres ret! Efter den lange optakt går det pludselig over stok og sten, blod og ben, i et slutspil fuldt af overraskelser. Det er ikke kun det ujævne, egensindige fortælletempo og sproget, der får én til at tænke på fransk film noir og navne fra Melville til Chabrol. Følelsesudtryk antydes kun sjældent her, kontakten mellem de to er selvkontrolleret og kølig. Egennytten er åbenlyst deres drivkraft, som i de mest isnende gangsterfilm med Delon eller Ventura. Des mere fokuserer Audiard æstetisk på formen selv, med voldsomme lys- og lydkontraster, sidstnævnte illuderer også raffineret Carlas tunghørhed. Virkningen er netop den distance, den tunghøre må føle ved mundaflæsning. Og dermed en længsel i én efter at se disse ømhedsforsømte væseners frosne overflade tø op, sammenbidtheden blive til smil, lyset forlige sig med mørket, larmen med lydløsheden.