Naturligvis tror vi ikke på parapsykologi og reinkarnation, og hvis der sker noget komplet uforklarligt, søger vi forklaringer alligevel – indtil et vist punkt. Forklaringer kommer som et tilbud om at genindtage den normale nutidsverden. Man kan beslutte og holde fast på, at man ikke tror på reinkarnation. Men fantasien om den har vi alle. Vi bryder os ikke om at flytte ind i et hus, hvor der tidligere er begået mord.
Vi er urolige for det, vi kalder ’unormale’ mennesker og for, hvad de kan hente frem i bevidstheden af stof, vi for længst har sendt til udslettelse. Vi har alle sammen en mistanke til fortiden, som om den var en kæmpestor uudforsket skov, hvor der kan skjule sig uhyrer og hæsligheder, vi helst vil glemme eller fortrænge – eller omfortolke.
Og de personer, der er for gode til at huske, kan også skræmme os med deres viden. Lyde fra kælderen
Hans Fabian Wullenweber, Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har netop sat en person i centrum af filmen ’Cecilie’... som er uhyre god til at huske; hun kan bare ikke huske hvad. Det er Sonia Richter i rollen som den unge pige Cecilie, der oplever ting, som andre ikke oplever.
Hun er flyttet ind i et hus med sin mand. Om natten hører hun lyde fra stueetagen og kigger ud i det utydelige grå-hvide mørke gennem brevsprækken. Og hun ser med rædsel et pigeansigt derude.
Ser vi det også? Ja, det er den psykologiske gysers tilbud til os, at vi identificerer os med hovedpersonen og erfarer det samme, som hovedpersonen erfarer. Fremragende Sonja Richter
Modellen kræver en kanongod skuespiller, for at vi ikke skal træde tre skridt tilbage og vifte uhyrlighederne væk lige i starten.
Filmen har fundet sin hovedperson, Sonja Richter, som på fremragende måde forener det meget spinkle og skrøbelige med det meget stærke – det sind, som kan ødelægges ... med det sind, som af al magt vil tilbage til fællesskabet for at forhindre nye forbrydelser. Hendes syner er som en forfærdelig pine, vi kan genføle. Glimrende hovedperson.
Hun er lærer, og hun prøver at have tillid til dem, hun møder. Men noget i deres fysiognomi og deres måde at tale på skræmmer hende. Set gennem hendes øjne er Kurt Ravn som skoleleder skræmmende. Set gennem hendes øjne er hendes mand Mads (Claus Riis Østergaard) alt for lidt optaget af hendes angst.
Og set gennem hendes øjne er den psykiater, som hun bliver sendt op til på sygehuset, netop ikke den pæne Anders W. Berthelsen, men en uvis karakter, spillet med en neutral elskværdighed, der kan være ægte eller falsk. Hvordan er hans forhold til det rationelle i verden?
