Er den nøgne sandhed mere nærende end en god løgnehistorie? Og kan og skal man i det hele taget skelne så skarpt imellem de to? Det er de spørgsmål, amerikansk films fineste fantast tager op i sin nye film, 'Big Fish'. Titelfisken er en gigantisk malle fra Alabama, som spiller en vigtig rolle i Bloomfamiliens mytologi. Historien om, hvordan han fangede sit livs fisk og fik sit livs kvinde på krogen, er gamle Edward Blooms yndlingsfortælling. En rigtig lystfiskerhistorie krydret med eventyrlige dimensioner. Sønnen Will er til gengæld blevet godt træt af den. Ligesom han er dødtræt af at høre alle andre velkendte kapitler i faderens eventyrlige livshistorie. Det er historien om den ambitiøse fyr fra den alt for lille by, der, selv om han blev en simpel handelsrejsende, nåede at møde skønne havfruer, forslugne kæmper og fortryllede cirkusdirektører. Som resten af middelklassens USA trådte også Edward Bloom ind i 1950'erne i forstadens pepsodentsmilende parcelparadis. Men i modsætning til de fleste andre kom han også til den forheksede by Spectre og undslap fra en hemmelig mission i Nordkorea ved hjælp af et par siamesiske tvillinger fra kommunistisk showbiz. Foruden han fandt sin drømmekvinde og blev kanonkonge i et omrejsende cirkus. Ganske passende for et drengebarn, der i sin tid kom til verden som skudt ud af en kanon. Albert Finney spiller festligt og underfundigt den gamle lystløgner Ed Bloom, mens Ed i den unge version spilles af den drengekække Ewan McGregor. Billy Crudup er sønnen Will, der som reaktion på at være blevet opfostret med utroværdige røverhistorier er endt som en journalist, for hvem kendsgerninger er det eneste, der tæller. Da faderen ligger for døden og sønnen selv skal være far, tages der et sidste skridt i retning af forsoning. Det er indlysende, at der må træffes et valg. Tilsyneladende må enten den kræftsyge Ed give afkald på de mere usandsynlige dele af sit livs eventyr (men hvad er der så tilbage?), eller også må Will blive overbærende på fantasiens vegne. Muligheden for at forsone det fantastiske og det rationelle kommer imidlertid fra uventet hold. Eller måske knap så uventet, hvis man kender Tim Burtons grundindstilling til det fantastiske: Livet er eventyr, hvis man selv insisterer på det. Og hvem kan egentlig veje fisken, der sprang af lystfiskerens krog? Det er et prægtigt fabeldyr af en fortælling, Tim Burton har modelleret ud fra en roman af Daniel Wallace. En sød og munter film med noget vigtigt på sit store rødmalede hjerte. Her er cirkusfarver for alle pengene, og samtidig fletter Burton forelsket kulørte tråde fra sine tidligere visioner sammen. Det skumle fra 'Sleepy Hollow', forstadens fantasier fra 'Edward Saksehånd' og de hidsige farver fra 'Mars Attacks!'. En historie om fantasi kontra rationalitet kommer næsten automatisk til at caste det fantastiske som mere eller mindre stigmatiseret outsider. Også i Tim Burtons film er fantasiens rolle ofte smertefuld, men 'Big Fish' har en helt anden varm og triumferende tone på fortællekunstens vegne. Det er simpelthen en helhjertet hyldest til kunsten at kunne spinde en ende af fantasifuldhedens farvestrålende tråde. I fortællekunsten såvel som i livet. Hvad er det vigtigste, vi som voksne giver videre til vores børn? Tryghed? Formaninger? Børneopsparing til en ejerlejlighed? Tim Burton er ikke i tvivl: Røverhistorierne. Lystfiskerløgnene. Go'nat-historierne, der spiler øjne og ører op til sove- og drømmetid. Alt det fantastiske opspind. Som mange på et tidspunkt verfer af vejen som barnagtigt og overflødigt. Men som netop er det råstof, der en dag kan gøre, at man selv bliver i stand til at opleve sit liv som 'Mit livs eventyr'. Sådan fangede jeg den største fisk i min egen lille flodarm! Sådan fik jeg min kvinde på krogen! Var det ikke fantastisk? Vist var det så. Uanset om man siden har pyntet lidt på detaljerne. Dejligt at kunne ønske Tim Burton velkommen tilbage fra den noget misforståede rejse til 'Abernes planet'.