Vi kender vel alle historien, om ikke fra andet så fra Disneys klassiske tegnefilm anno 1953. De tre søskende fra London, der flyver med Peter Pan og alfen Klokkeblomst til Ønskeøen, hvor den grusomme pirat Klo og hans besætning er nogle af slangerne i paradiset. Men hvad er egentlig meningen med fortællingen, der baserer sig på forfatteren J.M. Barries eventyr? Det er det spørgsmål, den australske instruktør P.J. Hogan tager fat på i sin stort anlagte og hæsblæsende spillefilmsversion af dramaet om pubertetens vaklen mellem barndom og voksenliv. Under en sådan historie, ligger der selvsagt en freudiansk symbolik så tyk, at det må have været svært for Disney næsten helt at overse den i tegnefilmen. Hogan tager springet ud i psykologien og gør det endda så tykt, at engelske Jason Isaacs -- fuldstændig fremragende - spiller både dæmoniske Kaptajn Klo og den stive bankassistent af en familiefar, hr. Darling. Så kan selv hans yndige datter Wendy (mere end talentfuld håndteret af debutanten Rachel Hurd-Wood) vel fatte meningen? Ellers sætter filmen alle sejl til med voldsom brug af diverse effekter, heriblandt nogle forbløffende dårlige computer-animationer, som man nok skal være under otte år for at nyde, for at omplante Peter Pan til det magiske land, der har bjergtaget den ganske verden under ledelse af 'Ringenes Herre' og 'Harry Potter'. Men action og magi gør det ikke alene. Og heldigvis holder P.J. Hogans leg og fortolkninger af historien (formentlig) både små og store fanget i biografsæderne. For denne instruktør har mod nok til at lade den spirende kærlighed mellem Wendy og Peter Pan gå i sort, fordi barnet Peter Pan ikke kan elske. »Hvorfor skal du ødelægge alting? Nu havde vi det lige så sjovt«, som han siger, da Wendy spørger til hans følelsesliv. På den led er han, som filmen siger, Kaptajns Klos alter ego ud i ensomhed, som ganske vist endnu ikke er blevet bitter for Peter Pan fra den Ønskeø, som jo på engelsk hedder Neverland - var der nogen, der sagde Michael Jackson? Uanset hvad er der tale om en på en gang flot og grim udgave af en kendt historie, her forsynet med de nødvendige dybder og - ej at forglemme - en fuldstændig forrygende Klokkeblomst, spillet - eller rettere mimet - af franske Ludivine Sagnier. Hendes pantomime er - næsten - hele genfortællingen af Peter Pan værd.