0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gid Gud ikke havde skabt kvinden

Den første afghanske spillefilm efter Talebanstyrets fald er en barsk og smuk historie om en pige, der må agere som en dreng for at overleve.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forklædt som dreng. Den 14-årige pige Marina Golbahari spiller med vrede og sorg den 12-årige datter, der tvinges til at forklæde sig som dreng, for at familien kan overleve under Taleban-styret. - Foto: Øst for Paradis

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I deres ens, lyseblå burkaer ligner de løbende, demonstrerende kvinder en flod, der bruser over af vrede. Kvinderne vil ikke blande sig i politik, råber de. De vil bare have lov til at arbejde. Men den ret har Talebanstyret taget fra dem, og demonstrationen bliver mejet ned af militæret.

Med billederne af de oprørte, ydmygede kvinder åbner instruktøren Siddiq Barmak sin film 'Osama', der er den første afghanske spillefilm efter Talebanstyrets fald i slutningen af 2001. Åbningsscenen er sigende for resten af filmen. På den ene side er kvinderne oprørte over styrets decideret umenneskelige behandling af dem. På den anden side er de i bogstavelig forstand magtesløse. De to sider tilsammen betyder, at kvinderne sidder som spændt fast i en skruestik. Det fine ved Siddiq Barmaks film er, at han fortæller en klar historie så intens, at man næsten bilder sig ind at kunne forstå, hvordan det er at blive klemt.

'Osama' bygger på en virkelig historie om en pige, der måtte finde sig at være klædt ud som dreng af hensyn til familiens overlevelse. Den 12-årige pige er eneste barn af en enke, der har mistet sin mand i krigen i Kabul og sin bror i krigen i Rusland. »Gid Gud ikke havde skabt kvinden«, siger den bitre mor, for da Taleban tog magten i Afghanistan fra midten af 90'erne, blev piger og kvinder efterhånden reduceret til en slags ikkemennesker. De måtte ikke ses, høres eller tage ved boglig lære. De måtte ikke engang arbejde, og hvad gør en enke, der skal forsørge sin 12-årige datter og oven i købet også sin gamle mor?

Hun sulter. Eller forsøger at snyde det militante styre ved hjælp af sit barn, selv om datteren ikke har spor lyst til at snyde med. Moderen i filmen klipper datterens lange hår af, klæder pigen ud i drengetøj, og så begynder pigens problemer egentlig først for alvor. For hendes stemme, hendes træk og hendes opførsel røber, at hun ikke er nogen dreng. Selv om hun bliver kaldt drengenavnet 'Osama'.

Der er ingen professionelle skuespillere med i 'Osama', som vandt 'Juryens Specialpris' i Cannes i 2003 og bl.a. også har vundet prisen Golden Globe i kategorien 'bedste udenlandske film'. Men som Osama fylder Marina Golbahari hovedrollekarakteren ud med vrede, undren og sorg. Filmen er gennemgående holdt i trøstesløshedens brune og grå nuancer. Men Osama har en integritet og en fantasi, der kun kan holdes nede med tvang. Til gengæld kommer man langt i den retning med hård magtanvendelse. De poetiske billeder i Siddiq Barmaks film er med til at fortælle, hvor langt man kommer. Og hvor meget man ødelægger imens.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme