Spielbergs 'E.T.' ligger som godmodig referenceramme bag 'Hundestreger'. I 'E.T.' fik drengen en ven fra en fjern planet. I 'Hundestreger' er det den ensomme dreng Owen, der drømmer og kigger stjerner og minsandten en dag får en hund, han kan snakke med. Owen giver sin talende hund samme navn som astronomernes navnkundige teleskop, men rent faktisk er den lille ruhårede Hubble en udsending fra hundenes planet. Oppe på Sirius er man nemlig stærkt bekymret over udviklingen på Jorden. Har hundene da helt glemt, de var sat i verden for at herske og i stedet har udviklet slavenaturer? Hvad er attraktionen ved hundekiks, gummibolde og frisbee'er? Hubble, som i virkeligheden hedder Canid 3924, er sendt til Jorden for at efterforske disse spørgsmål og ruske op i vovsernes slumrende frihedsinstinkt. Han starter naturligt nok med de fire hunde, Owen lufter hver dag. En stor bamse med en overproduktion af tarmgas, en lille sirlig vaps, en forfængelig dronningepuddel og det lokale bøssepars bokserhund Wilson, der taler jive som en nigga fra ghettoen. Det er en lille lun film for hundeelskere, der her dukker op fra Jim Hensons hygge-workshop. Det bliver op til Owen og hans hundevenner at demonstrere for Hubble, hvad det er for et særligt forhold, der findes mellem mennesker og hunde på Jorden. De elsker jo hinanden. Men vil Hubble forstå meningen med ordet, inden den frygtede hundedronning The Greater Dane dukker op i sin flyvende madskål? Filmens vittige vinkel er at sætte fokus på forholdet mellem mennesket og menneskets bedste ven. For hvem er det i virkeligheden, der har fat i den lange ende, hvis man ser på, hvem der fodrer hvem, og hvem det nu lige er, der går rundt med en plastikpose i lommen parat til at opsamle herskabets ildelugtende efterladenskaber. Munter hundedressur og afslappet pjat for hele familien. Filmen er ikke meget større end et gummikødben, men stemmerne er sjove. Især Donald Faison som Wilson er lidt af en firbenet fætter.