Selv om det kun langsomt går op for en, hvad handlingen i mexicanske Alejandro González Iñárritus skæbnefortælling '21 Grams' præcis går ud på, står det klart allerede i de første scener, at Døden er filmens egentlige stjerne. Døden for en selv, andres dødsfald, troens død, drømmenes død, lægevidenskabens død, systemets død. Den død, der angiveligt får os alle til at miste 21 gram i vægt, når den indtræffer, som titlen siger. Død, død, død. Med andre ord er det ikke lige forårets bedste bud på en feel good-movie, vi er gået i krig med. Hvilket i sig selv er befrielse, thi Hollywood er som bekendt lige så flittig med en slags film, som manden med leen er i en atomkrig. Og lad os da bare afsløre med det samme, at '21 Grams', hvad humøret angår, holder hele vejen hjem til kirkegården. Vi får ikke en happy ending her. Ligesom i instruktørens forrige film ('Love Is A Bitch') flettes tre skæbner eminent sammen her. Først møder vi den dødsmærkede, men stadig klartseende professor Paul (Sean Penn), der venter på at få doneret et nyt hjerte sammen med sin kone Mary (Charlotte Gainsbourg). Hjertet kommer fra familiefaderen Michael Peck (Danny Huston), der bliver kørt ned af en flugtbilist og dør sammen med sine to små døtre. Flugtbilisten er den tidligere straffede Jack Jordan (Benicio Del Toro), som selv er familiefar og har fundet en slags mening med sit barske liv ved at hengive sig helt og fuldt til Jesus. Da den revitaliserede Paul går på jagt efter sit nye hjertes donor, møder han enken Christina (Naomi Watts), der desperat forsøger at glemme sit afsindige savn og tab i en overordentlig heftig cocktail af druk og stoffer. De to danner et nyt makkerskab og går på jagt efter filmens skurk, flugtbilisten, som i mellemtiden også er på flugt fra sig og den Gud, der alligevel ikke kunne redde ham. Så enkel er filmens handling egentlig, men da Iñárritu lader historien foregå baglæns, tager det sin tid, inden puslespillet og den tunge sjælesymfoni komponeres færdig for beskueren. Fortællemåden kræver koncentration og gør, at scenerne ofte virker løsrevne og enkeltstående. Til gengæld er der en enestående intensitet i både spillet og fotografen Rodrigo Prietos grumsede, gråtonede billeder fra et håndholdt kamera, som ikke gør meget for at muntre filmen op. Både Naomi Watts, der får spillet på hele temperamentsskalaen fra glad mor til sørgende enke til hævngerrig, fortvivlet elskerinde, og Sean Penn gør det glimrende. Som mexicansk low life-bandit er Benicio Del Toro et fund med sine gnistrende mørke øjne og den tætte krop med tatoveringerne. Alligevel er det, som om filmen knækker lidt omkring hans person og den bitre frasigelse af både familien, kærligheden og den kristne tro. Måske er typen for indlysende som syndebuk? Måske skyldes forvirringen, at det er meget svært at tyde de afgørende scener og motiver i mødet mellem Christina, Paul og Jack på et usselt motelværelse i slutningen, hvor tempoet pludselig speedes voldsomt op? I hvert fald ender '21 Grams' med at blive en temmelig deprimerende film om de gode viljers definitive nederlag. Også selv om det netop er den gode vilje til at lave en anderledes, stærk og spændstig thriller, der bærer filmens gode første del, må man - igen - erkende, at det netop er kunst, som laves med den gode vilje spændt foran, der oftest går galt i byen. Helt så galt går det ikke for '21 Grams'. Dertil er filmen alt for spændstig, spillet for godt og scenerne for intense og opslugende. Og selv om Døden ikke just er den mest glamourøse Hollywoodstjerne, må man give den gamle djævel, at ingen af os slipper fra dette møde med hans iskolde favn uden at blive mindet om, at man skal leve, mens man kan det.