Gal af kærlighed

Kærlighed. Det er lige før det bliver for meget i Placidos billedskønne kærlighedsfilm. - Foto: Marcofilm
Kærlighed. Det er lige før det bliver for meget i Placidos billedskønne kærlighedsfilm. - Foto: Marcofilm
Lyt til artiklen

Det kunne have været opera, ja, burde måske have været det: en billedstrøm om kærlighedens møde mellem ham og hende, deres vilde fryd, blinde besættelse, dybe fald og fortvivlede fornægtelse af sammenbruddet. Gennemkrydset af billeder fra hendes barn- og ungdom: datter af den flotte, men utro italienske salthandlermatador, hvis skrøbelige kone forsøger selvmord. Voldtaget som 16-årig af forvalteren og gift med ham, men efter sit eget selvmordsforsøg forlader hun som 26-årig mand og søn for at leve som helt fri skribent - 14 år før hun møder titlens vilde kærlighed, den ti år yngre mand. For denne italienske klage- og lovsang over kærligheden er ikke opera, men biografisk baseret fiktion. Sibilla Aleramo var internationalt berømt forfatter til den selvbiografiske 'Una donna' fra 1906, og Dino Campana lokalt berømt og berygtet digter, da de to havde deres hede romance 1916-18, under Første Verdenskrig. Hun er ti år ældre end han, der til gengæld er meget tættere på at gå fra forstanden. 33-årige Stefano Accorsi spiller ham med skizofren-paranoid charme, hyperenergi og pludselig bortvendthed, mens nu 48-årige Laura Morante lægger al sin flotte mildhed og sensualitet i den voksne Sibillas figur (som den purunge Rina - hendes døbenavn - er Katy Louise Saunders lige så foruroligende smuk). Gruelig galt går det jo i kærlighedens vanvid: Dino må indlægges permanent, og kun dét og de pårørendes ufattelige tålmod lader til at have reddet Sibilla fra samme skæbne. De tos samspil er lidenskab for fuld stormstyrke i vest og særk, og denne periodebestemte blanding af kostumepragt og spirende modernitet sammen med de norditalienske bjerglandskaber gør Luca Bigazzis kameraarbejde til en fest for øjet. Den fejende billedstrøm levner til gengæld ikke plads for analysen eller forklaringen, endsige mere end glimt af den mentalt syge Campanas familie og fortid. Hvad værre er: Kun få - om end glitrende - stumper af hans poesi er der plads til at citere. Den litterære, intellektuelle bølgelængde mellem de to reduceres dermed næsten til påskud for begærets opfyldelse. Bevares, dét er jo også set i virkeligheden. Så måske er jeg for koldsindigt et tidselgemyt, når filmen i mine øjne dermed vipper på kanten af et forræderi mod den feministiske pioners emancipations- og ligestillingsprojekt, til fordel for et mere ordinært og i grunden mandligt opfattet melodrama.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her