Absolut gyseligt

Blodig sjov. Trods elendigt skuespil og et budget lavere end Fødevareministeriets kontaktudvalg for kartofler er Sam Raimis kultsplatter effektiv og skønt entusiastisk. - PR-foto: Future Films
Blodig sjov. Trods elendigt skuespil og et budget lavere end Fødevareministeriets kontaktudvalg for kartofler er Sam Raimis kultsplatter effektiv og skønt entusiastisk. - PR-foto: Future Films
Lyt til artiklen

Sam Raimis kultklassiker 'Evil Dead' fra 1981 er en primitiv skrækfilm. Det er historien om fem unge studerende, som på en weekendtur til en afsidesliggende bjerghytte i Tennessee vækker en urgammel dæmonisk rædsel og følgelig må betale prisen for deres ungdommelige overmod og moderne rationalisme. Kontant ved kasse 1 i Blodbanken. Det er gennemført primitivt. Helten Ash går rundt i en kælder med en lommelygte, selv om en elektrisk pære er tændt i loftet. I det hele taget er der ikke gjort meget ud af logikken. Hvorfor skulle universitetsprofessoren, der før dem fatalt vækkede den slumrende rædsel, have efterladt en halv filmplakat reklamerende for Wes Cravens på det tidspunkt fire år gamle splatterfilm 'The Hills Have Eyes' i sin kælder? Sådan kan man lave en film, blot man er udrustet med et kamera, en velvoksen makeupkasse, nogle hektoliter griseblod, ganske få penge og en god portion entusiasme. Men det er samtidig denne kombination af lavt budget og højt humør, der gør filmen værd at se trods alle mangler. Kombineret med det umiskendelige filmiske øje, Sam Raimi lægger for dagen. Er replikkerne gennemgående gyseligt leverede, så er scenerne simpelthen godt set med kameraets øje. Overrumplende vinklede, og brugen af kameraet som ondskabens jordstrygende øje er uhyre effektiv. En stilsikker optakt, gedigne forskrækkelser, en passende lummer erotisk pirring og fornemmelsen af at være i hænderne på en begavet entusiast. Det er ikke så svært endda at fatte, dette er manden, der senere skulle lave 'The Quick and The Dead', 'A Simple Plan' og de to store succeser fra de senere år, 'The Gift' og 'Spiderman'. Hvilket alt sammen er med til at gøre en urprimitiv rædsel af en film til noget, der er ikke så lidt mere charmerende. Hvis det er det rigtige ord at bruge i denne bloddryppende sammenhæng.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her