De socialdemokratisk formede svenskere har en tradition for at tage virkeligheden endog meget alvorligt. Lukas Moodyson skabte en moderne ungdomsklassiker, da han i 1998 med 'Fucking Åmål' satsede på provinsrealismen. 'Fucking Åmål' tog både de unges og filmkunstens liv alvorligt. Moodysons mesterstykke er på mange måder den tydelige inspiration bag 'Bagland'. Stærkt opmuntret af Thomas Danielsson, der på det tidspunkt var Danmarks svenske børne- og ungdomsfilmkonsulent, forsøgte Janus Nabil Bakrawi ('Pizza King'), at gå nye veje. Man skulle starte med at lave research i de unges virkelighed på en ungdomspension. Så kunne man derudfra skabe figurer og lade en historie udspringe. Det lå i kortene, at det skulle være en historie, der satte en anden slags fokus på unge andengenerationsindvandrere. Manuskriptet, Kim Leona endte med at skrive, blev imidlertid en ganske regulær udviklingshistorie om en 17-årig blond dansk pige indviklet i et hårdt opgør med sin sociale arv. Instrueret af den svenske debutant Anders Gustafsson, uddannet på Den Danske Filmskole, kom 'Bagland' til at ligge tættere på forbilledet 'Fucking Åmål' end det nok fra starten var tænkt. Som i Moodysons film handler 'Bagland' om en ung pige, der stående på tærsklen til det 'rigtige' liv, føler sig begrænset i sit sociale miljø. I 'Fucking Åmål' af provinshullets snæverhed. I 'Bagland' af betonforstadens druk og udsigtsløshed. Rent bortset fra indholdet er der sund kommerciel fornuft i at satse på en pigehistorie. Sammenlignet med jævnaldrende drenge har teenagepiger en anden nysgerrighed efter at se sig spejlet på lærredet. Smukke Mille og Kenny med kødhovedet er kærester. De bor på ungdomspension, men drømmer om egen lejlighed. Det ligner drømmens opfyldelse, da Kenny får en lejlighed af kommunen. Men overladt til sig selv er Kenny en højtråbende sumper, der ikke har fantasi til andet end at spille playstation, drikke og pushe tjald. At Mille rummer meget mere står lysende klart, da hun i samme sekund flytningen bliver en realitet, brænder varm på den anderledes følsomme rapper Sami. Trekanten udvikler sig temmelig firkantet og i en del scener kniber det for replikafleveringen at leve op til den omgivende autenticitet. Men det er nærmest et luksusproblem. Fordi baggrunden er, at miljøskildringen er virkelighedsstærk og fortættet på en måde, man bestemt ikke er vant til i danske ungdomsfilm. Vi er tættere på 'Bænken' end på 'Anja & Viktor'. Projektet fortjener stor ros for at give sit unge publikum et stykke gennemslagskraftig dramatisk virkelighed underbygget af den hudnære og håndholdte stilføring. Stephanie Leon og Nickolas Dufour virker afgørende ægte i de to hovedroller, mens Paw Henriksen som bissen Dennis og Sarah Boberg som Milles fordrukne mor stiver de unge kræfter af med en professionel indsats. 'Baglands' styrke er i sidste ende dog også dens begrænsning. Den usædvanligt overbevisende miljøskildring trækker læsset. Bevægende indfølt portrætkunst bliver der ikke tale om. 'Bagland' holder sig på overfladen. Men det er en overflade som ligger fjernt fra de magelige klichéer og opleves som befriende tæt på virkeligheden. Med 'Bagland' og '2 ryk og en 1 aflevering' er den seriøse danske ungdomsfilm omsider kravlet ud af et hul, der var så dybt, at man efterhånden frygtede, at bunden aldrig blev nået.