'Dorwell trækker i kilten' hedder det seneste - og åbenbart skotske - opus i krimiforfatterinden Sarah Mortons endeløse serie om Inspector Dorwell. Ærkeengelsk krimi på grænsen til det latterlige. Men bag den franske instruktør Francois Ozons godmodige drilleri ligger en lige så ærkefransk optagethed af forholdet mellem sanselighed og intellektualitet. Charlotte Rampling spiller Sarah Morton. En lettere fordrukken og gennemført kølig englænderinde med samme erotiske udstråling som en rugkiks. Da hun føler sig udbrændt, tilbyder hendes forlagsredaktør (og ekskæreste?) John, at hun kan tage ophold i hans hus i Sydfrankrig. Kontrasten mellem det grå, fugtige London og det solbeskinnede Sydfrankrigs generøse sansebombardement er slående. Sarah nyder forsigtigt solen. Svømmepølen lader hun stå tildækket. Det skvulper under presenningen. Vandet er sikkert også fuldt af snavs. Men så dukker Johns purunge datter, Julie, uanmeldt op og springer nøgen på hovedet i poolen. Et foruroligende frigjort pigebarn, der gyldenbrun og barmfast knepper oplandets hankønsvæsener uanset alder, navn, rang og nummer, mens Sarah ligger i sit soveværelse med tilknappet natkjole, stramme læber og propper i ørerne. Badenymfomanen og gammeljomfruen. Kontrasten mellem de to vidt forskellige hunkønsvæsener er vittigt skildret. Alting står lysende klart på baggrund af den knaldblå himmel. Alligevel er det, som om klarheden dækker over et stadig mere tvetydigt flimrende billede. Julies demonstrative seksualitet har et selvdestruktivt, desperat element. Sarah begynder derimod bogstavelig talt vellysten at skrive en ny roman, som hun til dels skriver af fra Julies dagbog. Sarah besøger Marquis de Sades slotsruiner. Sarah varmer sig ved Julies eskapader. Hun suger næring og begynder selv at blomstre. De to nærmer sig hinanden. Så indtræffer en bloddryppende begivenhed. Måske. For på det tidspunkt har, hvad der starter som et humoristisk engelsk-fransk kultursammenstød, udviklet sig til en særdeles speget affære, hvor kunstneren afslører sig som parasit, der lever højt på ikke at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. Gulddrengen Ozon viser sig i 'Swimming Pool' at rumme et højtbegavet legebarn. Det seksuelt-symbolske fletværk får aldrig lov til at virke tyngende i en solbeskinnet og veloplagt jongleren med krimi-universets indbyggede forventninger. Artige små overraskelser venter om hvert andet hjørne, og så gør det knivskarpt balancerede spil mellem en modigt satsende Charlotte Rampling og den sensationelt talentfulde Ludivine Sagnier 'Swimming Pool' til en sensuel solstrålehistorie midt i vinterkulden. Luften er mættet af eros. Men det solbeskinnede er på ingen måde ensbetydende med noget uskyldigt. En syl af is truer hele tiden med at punktere luftmadrassen og sende hele herligheden til bunds i en turkis pool, der kan vise sig at være et lille bundløst ishav plantet midt i Luberons lyksaligheder. Måske. Uvisheden er navnet på den leg, Francois Ozon leger i sin 'Swimming Pool'.