I 'Mystic River'mærker man den fra første billede. Mesters rolige hånd. Instinktets særlige selvtillid. Så potente elementer som mord, blodhævn og pædofili håndterer Clint Eastwood i sin film nummer 24 med selvfølgelig sikkerhed og respekt for både fortællingen og publikums intelligens. Dermed lever den 73-årige Eastwood op til den høje standard, han selv hen ad vejen har sat som den ensomme ulv i den amerikanske filmindustri. Fra han etablerede sit produktionsselskab Malpaso, har Eastwood stædigt lavet film, der appellerer til publikum med den brede pensel uden at forfalde til forfladigelsens billige point. Man får indtryk af en instruktør, der i høj grad følger sin egen lyst, men aldrig kunne drømme om at lave en film, der dybest set kun skulle tilfredsstillede hans egen navle. Et sted derude er der gode folk, der har betalt gode penge for deres biografbillet. Det skal man ikke glemme. Den sidste halve snes år har Eastwoods kurs været noget slingrende. Efter de varme 'A perfect World' (93) og 'Broerne i Madison County' (95) har han pjattet med 'Space Cowboys' (00) og lavet de middelmådige spændingsfilm 'Absolute Power' (97), 'Midnight in the Garden of Good and Evil' (98) og 'Blood Work' (02). Den trods alt trykkende alder gjorde det i sidstnævnte for første gang til et seriøst problem, at Eastwood endnu en gang havde tildelt sig selv hovedrollen i en film med både spænding og romantik. 'True Crimes' (99) havde gnisten uden helt at have formatet, men filmatiseringen af Dennis Lehanes 'Mystic River' inkarnerer for første gang i lang tid den bedste Eastwood; den suveræne filmhåndværker med det cool engagement. En krimi knuget af spænding, men ikke desto mindre en fortælling, der mere end noget andet er optaget af at yde sine figurer retfærdighed som sammensatte mennesker. Venskabet mellem tre11-årige drenge i et af Bostons rabarberkvarterer, East Buckingham, får en brat ende, da to 'civilbetjente' kører af sted med Dave, mens Sean og Jimmy kun kan se til. I fire dage misbruger de to pædofile Dave, inden det lykkes ham at stikke af. Overgrebet kostede venskabet livet. Mange år senere mødes de tre venner igen. Jimmys 19-årige datter Katie er blevet brutalt myrdet. Sean er kriminalbetjenten, der skal forsøge at opklare forbrydelsen. Dave er sammen med Katies hemmelige kæreste Brendan en af de to hovedmistænkte. På mordnatten kom Dave sent hjem smurt ind i blod med en historie om at være blevet overfaldet. Men Daves historie har kamæleonkarakter, og enhver grønskolling fra politikorpset ved nok, hvad det kan gøre ved folk som voksne, at de som børn er blevet groft seksuelt mishandlet. For hver scene toner de tre hovedpersoner klarere frem i kraft af tre af tidens bedste yngre mandlige amerikanske skuespillere. Sean Penn er Jimmy Markum, der efter en tidlig kriminel løbebane valgte et liv som indehaver af et minimarked. Alligevel er han kvarterets ukronede konge. Og kongen kræver hævn. Kevin Bacon er den stræbsomme politimand, der skubber sine svære personlige problemer til side, mens han dykker ned i den pludselige sammensmelten af fortid og nutid. Alle tre skuespillere yder toppræstationer, og ikke mindst Tim Robbins imponerer i den svære rolle som drengen, der fik knækket sit liv midt over og måtte lære at leve videre som duknakket mand. Selv om Dave er fatalt kvæstet på sjælen, kæmper han for at skabe en familie. Om natten er der opgørene med fortidens seksuelle vampyrer. 'Mystic River' hedder floden. Mystisk er den ikke, men i høj grad både konkret og arketypisk som billede på tidens strømmende vande og som Styx-floden, der skiller de levende fra de døde. Filmen er indspillet on location i East Buckingham i Boston, og kvarterets autenticitet spiller en stor rolle for tonen i filmen. Nøgtern og realistisk og alligevel gennemvædet af den mytologi, som automatisk opstår i et gammelt kvarter. Vejret er halvkoldt og blågråt. Man skutter sig. Familierne kender hinanden. Man har sit ry, sin rolle, sin respekt og sine forhistorier. Uden at tabe spændingen af øje bliver 'Mystic River' også en film om venskab, loyalitet, tillid, magt og ikke mindst selvtægt. I tidernes morgen blev Clint Eastwoods figur Dirty Harry skældt ud som selvtægtsmanden par excellence. I 'Mystic River' kredser spændingen i høj grad om spørgsmålet om selvtægt. Jimmy Markum vil have hævn. Sean Devine vil sikre, at retfærdigheden sker fyldest på den legale facon. Det udvikler sig til et tankevækkende nuanceret blik på den amerikanske selvtægtsmytologi. Ikke mindst da selvtægtslogikken føres til ende i en slutscene af shakespearesk anslag, hvor Jimmys hustru Anna Beth (Laura Linney) med isnende styrke pludselig bemægtiger sig filmens kraftcentrum. En symmetri mellem filmens tre mandlige hovedpersoner og deres tre kvindelige bedre halvdele falder nok så smukt og grumt på plads. Denne hang til pertentlig symmetri er, bortset fra ansats til vægelsind i valget af slutning, dog også en af filmens få svagheder. Men det er småtingi en film, der klart er Eastwoods bedste, siden han i 1992 ryddede oscarbordet med det, der tilsyneladende skulle blive den sidste store western 'Unforgiven'. I virkeligheden anså man vel allerede genren for død og begravet, da Eastwood med sit stiliserede, gravkammerdunkle epos gav den nyt liv og en død i brutal skønhed. Et ritual, som den ensomme rytter Eastwood flere gange havde taget tilløb til med de tre yderst originale og billedskønne mytologiske westerns 'High Plains Drifter' (72), 'The Outlaw Josey Wales' (76) og 'Pale Rider' (85). Og hvem skulle ellers være mand for at udføre dåden, om ikke Eastwood, der som spaghettimesteren Sergio Leones fåmælte helt blev wildwestens sidste store ikon. Leone og Don Siegel er almindelig anerkendt som Eastwoods to store læremestre. Siegel, der stod bag Eastwoods 1970'er-identitet Dirty Harry. Selvtægtsmanden med Magnum-kanonen, der blev så populær blandt publikum og så forhadt af venstrefløjen, som var den kyniske panser selve Nixons forlængede arm snarere end en provokerende fiktionsfigur. Det var først, da røgen lagde sig, at man noterede sig, at Eastwood samtidig med rollen som 'Dirty Harry' (71) debuterede som instruktør med den uhyggelige, stemningsfulde og skamløst sikkert håndterede thriller 'Play Misty For Me' (71). Fra jazz til krig, fra tjuhej til kærlighed og en film om John Hustons egomaniske udskejelser i Afrika. Tematisk kan det være svært at få øje på en rød tråd i Eastwoods produktion. Det gennemgående træk er snarere en attitude; en stil, en tilgang til det at lave film. Der er en egen kølighed over Eastwoods film. Ikke kølig i betydningen afstumpet eller overlegen. Men en kølighed, der matcher hans stil som skuespiller. Når Eastwood er bedst, lader han stoffet tale for sig selv, mens han omgiver sig med topprofessionelle fødselshjælpere. I Eastwoods film lever en værdikonservatisme fra det gamle Hollywood. Uden nødvendigvis at lave påtrængende og højtråbende film laver han med mellemrum film, det er svært at komme uden om. Som nu 'Mystic River', der som forsinket konklusion på Eastwoods 1990'er-krimier kan sammenlignes med den kulmination, 'Unforgiven' var på Eastwoods westerns.