En junidag i 1996 blev den irske stjernejournalist Veronica Guerin skudt ned i sin bil, mens hun ventede for rødt lys. Og på de følgende otte år blev 189 andre journalister dræbt. Den sidste oplysning udvider til slut perspektivet i den film, der indledes med de sidste fem minutter af hendes liv før mordet ved stoplyset. Imellem ligger filmens beretning med svar på to spørgsmål: Hvad drev hende? Og var det prisen værd? Filmens enkle svar er, at hendes drivkraft var en - mere end forståelig - harme over narkobagmænds kyniske forretning med fattige unges liv og en trang til at fortælle dén sandhed. Og dét var livet værd, for efter mordet blev den irske indsats mod samme narkohandel forstærket; Dét søger epilogteksterne at dokumentere. Altså en oplagt kamp at identificere sig med, og et dokumentarisk stof for thriller og tragedie. Dét er, hvad Schumacher vil skabe - ligesom i øvrigt John Mackenzie i 2000 med filmen 'When the sky falls'. Men her med en højenergisk og frygtløs Cate Blanchett i den altdominerende titelrolle. Gæv er ikke ordet - dumdristig kommer nærmere. Og endda på familiens vegne! Da hun mutters alene opsøger bagmanden Gilligan på hans elegante gods, men kun slipper gennembanket derfra, er det kun en forsmag. Gerard McSorley spiller det gedigent modbydelige svin med en livsfarlighed, der ikke fejes af med et pressekort. Mere sammensat er flotte, slidte Ciarán Hinds som hendes hovedkilde, en naivt forfængelig og bondesnu bilhandler og pengevasker, mens foruroligende gode Colin Farrell bare virker distraherende, indlagt i en ligegyldig og minimal birolle. Men ellers kunne verdensbilledet være filmet i sort-hvid: Hajer og småfisk bag det nordlige Dublins stinkende junkiefattigdom er afskum, javist! Men her i filmen er misbrugere også kun skyldfri ofre og journalisten altid kun sandhedens ridder. Nok så bekvemt som i den virkelighed, Veronica Guerin skrev i og om. Men filmen rejser heldigvis flere spørgsmål, end den véd eller kan besvare. Er hendes monomane fremfusen snarere hensynsløs - måske ligefrem narcissistisk - prioritering af 'den gode historie'? Selv om sandheden skal frem, kan egen og andres sikkerhed så sættes på spil for dens eller for uvisse reformers skyld - som i 'Silkwood', 'The Insider' osv.? Eller for en journalistisk karrierebefordrings skyld? Selv med Schumachers ujævne og forenklede version af Veronica Guerin som eksempel fortjener dén diskussion at føres flere steder end hjemme hos 190 afdøde journalisters efterladte.