Mere sober og seriøs end sjov, er denne tegnefilm, baseret på Dickens' berømte 'Et Juleeventyr', om den fæle gnier og pengepuger Ebenezer Scrooge, der må overgive sig til hjerternes fest. Det er en historie mange vel efterhånden forbinder mere med Onkel Joakim og Muppet Show end med Dickens, men Jimmy T. Murakami trækker målrettet historien tilbage til dickenske dage. Han har ligefrem lavet en rammefortælling i realfilm, hvor Dickens selv i skikkelse af Simon Callow agerer Dickens på oplæsningsturné i Boston. Murakami der er mest kendt for det dystre tegnefilmdrama 'When The Wind Blows' har fremhævet et fattigt og realistisk håndtegnet London, hvor armoden er trøstesløs og farveskalaen i filmen er holdt i grå og brun og så lidt mere koksgrå for god ordens skyld. Den håndtegnede film dyrker en autentisk stil i baggrunde og figurer, men desværre betyder det for personernes vedkommende, at de stort set blot bliver anonyme. Filmens sjove indslag er to små mus, der godt nok opfører sig ganske menneskeligt, men som tegnefilmpolitisk korrekte skabninger, mangler talens gave. Også Scrooge er befriet fra karikaturernes verden og er blevet et rigtigt menneske komplet med sociologisk forklaringsmodel. Hvilket jo ikke ligefrem gør det sjovere at være i hans selskab. Det hele minder lidt om 'Dyrene i Lilleskoven' på menneske og på fattiggården. På plussiden tæller det, at 'Et Juleeventyr' er et ambitiøst og sympatisk forsøg på at lave en anderledes tegnefilm, der tager børn alvorligt som små mennesker, snarere end som børn. Men hvad hjælper det at lave en film, der er lige så redelig som den er kedelig, når man alligevel til sidst kaster det hele over bord, med en stor silende tegnefilmslagsang i bedste Disneystil? Hos Disney er den slags en naturlig del af festen. Hos Murakami er det næsten lige så passende, som hvis der pludselig sprang halvnøgne nissestripperpiger op af boghvedegrøden på vajsenhuset juleaften.