Tráudel Junge var den sidste overlevende i inderkredsen omkring Hitler. Sidste år døde hun af kræft, 81 år. Blot to dage inden hendes død var der i Berlin premiere på instruktørerne André Hellers og Othmar Schmiderers dokumentarfilm 'Hitlers sekretær', hvori hun for første gang formulerer sig mundtligt om ungdomsårene med Hitler som arbejdsgiver. 'Hitlers sekretær' er mere et fortalt og reflekteret menneskeligt dokument end en stor visuel oplevelse. Instruktørerne har rimeligt nok vurderet, at Tráudel Junges beretning er så stærk en historie i sig selv, at det var nok at stille et kamera op foran fortælleren og siden klippe en film sammen på baggrund af cirka 10 timers optagelser. Første del af filmen forekommer dog en anelse omstændelig, selv om Tráudel Junge giver sine anekdotiske erindringer fra tiden op til ansættelsen hos Hitler perspektiv ved at drage sin egen ungdommelige naivitet i tvivl. Hun blev aldrig nationalsocialist, og først efter krigen fik hun vished om, hvilken forbryder Hitler var. Men kunne og burde hun have anet uråd, spørger hun. Og hun svarer delvist selv ved at gentage, at hun tror, den menneskelige samvittighed kan styrkes, svækkes og manipuleres. Som sekretær i Hitlers tjeneste fra efteråret 1942 til naziregimets kollaps i maj 1945 var det Tráudel Junges opgave at tage diktat af Førerens ord. Og for hende fremstod Adolf Hitler aldrig som den manisk rasende jødehader. Han var en venlig og høflig faderskikkelse, der satte stor pris på sin hund Blondie, men »jeg tror ikke, han forstod sig på kvinder«, siger Tráudel Junge. Dagene op til Hitlers selvmord i førerbunkeren under Berlin, beskriver hun som en vanvittig dans på kanten af en vulkan i udbrud. De fleste tilstedeværende i bunkeren døde, ligesom Hitler og hans kæreste Eva Braun gjorde det. Tráudel Junge overlevede, men havde i resten af sit liv vanskeligt ved at tilgive sig selv for at have været et øjenvidne, der ingenting så.