En ni minutter lang nådesløs scene viser i sin helhed en brutal anal voldtægt af en kvinde spillet af den underskønne donna Monica Bellucci. Hvilket naturligt nok har skaffet 'Irréversible' en del omtale. For nu at sige det mildt. Men det er ikke det eneste 'højdepunkt'. Længe inden Belluccis prøvelser har man i brutalbøsseklubben Rectums skumle katakomber set en mand få hovedet smadret til sylte af en filosof, bevæbnet med en tung brandslukker. Den argentinskfødte franske instruktør Gaspar Noés film er en gennemført ubehagelig provokation. Men spørgsmålet er, om det også er en tom provokation, der kun er skabt til at være en af de skandaler, filmfestivaler elsker så højt? Svaret må blive et nej. 'Irréversible' er et værk skabt af en filmskaber, der i allerhøjeste grad véd, hvad han vil, og hvordan han skal nå sine mål. Nemlig at fremmane en Sartresk kvalme over tilværelsens meningsløshed ved at skabe en film, der i sin essens handler om tidsretningens uafvendelighed. Astrofysikken har mange interessante teorier om tidens væsen, men for den enkelte er der ingen pardon: Tiden er et ensrettet styrt gennem livet fra vugge til grav. Forestillingen om filosoffen forvandlet til barbar er en særlig fransk fetich. I filmen tilhører rollen filosoffen Pierre, der i filmens begyndelse ender med at smadre en bøsse med en brandslukker. At han ender med at begynde, er Gaspar Noés filosofiske ramme om fortællingen. Tiden ødelægger alt, lyder filmens eksistentielle motto. Så hvis alt før eller siden for alle skal ende i død og mørke, er det en logisk slutning, at begyndelsen er den eneste mulige happy end. Ergo har Gaspar Noé valgt at fortælle sin historie bagfra. Scene for scene rulles fortællingen, i hvad der viser sig at være et hævntogt, baglæns. Fra de to venner Pierre (Albert Dupontel) og Marcus (Vincent Cassel) går bersærkergang i bøssekasematten Rectum, arbejder vi os gradvis tilbage til den brutale voldtægtsscene. I en øde fodgængertunnel bliver Marcus' kæreste Alex (Bellucci) voldtaget og gennembanket af en spansktalende luderkarl kendt som Bændelormen. Derfra glider handlingen yderligere baglæns, og langsomt åbner fortællingens persondrama sig op for et liv og et lys, der endnu ikke ved, det snart skal opsluges af tunnelmørket. Det viser sig, at Marcus og Pierre i virkeligheden ikke primært er gode, gamle venner. Filosoffen Pierre er Alex' ekskæreste, men var i modsætning til Marcus bedre til at snakke end kneppe. Gaspar Noé kaster fra starten - som altså er enden på legen - tilskueren ud i en kaotisk filmisk oplevelse, hvor grundlæggende orienteringsretninger som op og ned og frem og tilbage systematisk undergraves. Kameraet slingrer vægtløst i rummet. Efterhånden som fortællingen rulles tilbage fra blodrusen og nærmer sig mere 'normale' tilstande, følger fortællerytme og billedstil trop. Formelt kan der ikke sættes en finger på 'Irréversible's gennemførte konstruktion. Den starter som pervers i form og indhold i et svimmelt orgie af brutalitet og en udstilling af dyrisk amoralitet (»Der findes ingen ugerninger, kun gerninger«, hyggesludrer et par seksualforbrydere i en slags intro). Derfra 'udvikler' den sig faktisk til en ret så moralsk historie. Marcus er ikke uden skyld i, at Alex befinder sig i den fatale fodgængertunnel på det helt forkerte tidspunkt. Men også Alex har foretaget et valg, der viser sig at få følger, da hun foretrak det seksuelt spændende kødhoved Marcus frem for filosoffen. Marcus og Alex flirter med tanken om analsex. Alex drømmer om en mand, der, i modsætning til en i ånden snarere end i kødet redebon filosof, bare tager, hvad han vil have. Noé lader hendes fantasi få fatale følger. Et postulat om årsag og virkning, der må siges at være mere moralsk end logisk. Men symbolsk spinder Noé et net, der er lige så sammenhængende som filmens bagudstræbende skæbnefortælling. En gennemgående anal symbolik forbinder Alex og Marcus' erotik med voldtægten i tunnelen begået af Bændelormen, hvis ansigts profil og seksuelle ageren ligner en rædselsvækkende parodi på Vincent Cassels Marcus. Fra analtunnelen er der direkte forbindelse til bøssernes inferno 'Rectum', hvor alt naturligt nok må ende med at gå op i det rene lort. Som 'græsk' tragedie, eksistensiel idé og seksuel symbolisme er 'Irréversible' helt konkret ét stort narrativt bagpul. Det udspekulerede i at koble Monica Belluccis optimalt strittende brystvorter med den mest brutalt tænkelige seksuelle overlast. Dens antydning af, at hun (og vi?) selv har valgt hedonismen (og det inkluderer også at sidde i biografen og se en film som 'Irréversible') og derfor implicit er en slags medskyldige i, at seksualiteten sprænger alle grænser. Dens skildring af bøsser som dæmoner fra en underverden burde forekomme homofobisk, men opleves snarere som scener fra et seksuelt inferno. Alt sammen giver en kvalme af en kaliber, så man ikke har lyst til at anbefale 'Irréversible' til nogen. Men hvis man skal måle en provokation på de følelser af ubehag og de blandede reaktioner, den vækker i beskueren, så er 'Irreversible', med sin udpenslede råhed, sin spekulation i Bellucis skønhed, sin demonstration af øjeblikkets kaos og alle handlingers irreversiblitet, sin paradoksale moralisme og sin højtbegavede kobling af fortælling og formsprog, en ægte provokation og et udfordrende kunstværk.