Med 'De fem benspænd' har Lars von Trier og Jørgen Leth sammen i løbet af tre år lavet en begavet og overraskende film, der ikke ligner nogen anden. 'De fem benspænd' er lige så mærkelig som en terning med syv sider og samtidig formidabel underholdning. Filmen er en blanding af dokumentarisme og fiktion. Af kreativ alvor og intellektuel sportskamp. Og af to bemærkelsesværdige, begavede filmhoveders kreativitet elegant fanget af Dan Holmbergs kamera. I udgangspunktet ligner projektet en selskabsleg med indbygget risiko for kedsommelige gentagelser. I 2000 giver den moderne europæiske spillefilms ejendommelige regelrytter Lars von Trier sit mangeårige perfektionistiske idol Jørgen Leth en invitation. Vil Jørgen Leth gå med til at genindspille sin kortfilm 'Det perfekte menneske', der havde Claus Nissen i hovedrollen i den oprindelige version fra 1967? Hvis præmissen er, at Leth skal genindspille filmen fem gange og hver gang følge nogle regler, Lars von Trier finder på? Den velklædte og velholdte æstetiker Jørgen Leth vil gerne lege med. Og som 'De fem benspænd' udvikler sig, bliver der aldrig tale om, at de to mænd vader rundt og rundt i én cirkel drejet af den gamle kortfilm. De to instruktører engagerer sig fuldkommen i opgaven med at spænde ben (Lars von Trier) og undgå at falde (Jørgen Leth), og inden for de opstillede reglers rammer breder 'De fem benspænd' sig som ringe i vand. Lars von Triers dagsorden viser sig at være afklædning af det perfekte menneske. Han vil have Jørgen Leth ud af det filmiske Armanisæt. Han vil ind til en Leth under den æstetiske distance. »Jeg vil gerne banalisere dig«, siger den usoignerede Lars von Triers pivestemme venligt smilende. Med et djævelsk glimt i øjnene. Jørgen Leth argumenterer omvendt for, at hans filmudtryks distance hænger sammen med et »betragterinstinkt«. Og fra den uenighed begynder dysten at tage fart. Lars von Trier sender den charmerende dameven, filmmand og sportskommentator til Cuba, hvor han aldrig før har været, men nu skal genindspille 'Det perfekte menneske' uden at lave scener, der varer længere end et halvt sekund. Jørgen Leth er de lange sceners mand. Men han løser opgaven, så censor Trier er nødt til at sige »bestået«, da han får forevist resultatet hjemme i filmbunkeren i Avedøre. Leths evne til at lave forbløffende og smukke film viser sig at være meget svær at slå skår i. Triers personlighedsanalyser af Leth over en omgang snacks i form af kaviar og formiddagsvodka resulterer i vanvittig vittige dialoger. Det kan overhovedet ikke dræbe Jørgen Leths lyst til at lege med, da han bliver sendt til »verdens mest usle sted« for at filme. I nystrøget hvid skjorte og med ophøjet ro (uden at snyde med en medbragt nødforsyning Valium) nipper han til Chablis og fisk på sølvfad midt på en gade i Bombays mest fattige kvarter og med et mylder af halvnøgne børn som tilskuere. Lars von Trier synes efterhånden at blive mere og mere klar over, at det ikke er perfektionistisk kontrol i sig selv, der driver Jørgen Leths værker. Kontrollen er et redskab, der kan bruges, mens man venter på det uventede øjeblik, hvor det magiske sker. Det er lysten til at arbejde for at nå sådan et øjeblik, Jørgen Leth har brug for. Uden lyst, ingen film fra Leth. Da Lars von Trier ved det, server han, så det synger i synet på modspilleren. »Du skal lave en tegnefilm«, får Jørgen Leth at vide. »Jeg hader tegnefilm«, svarer Leth. »Jeg hader også tegnefilm«, siger Lars von Trier. Triumferende. Her er Leth for første gang i gulvet. Med ædende foragt for tegnefilmsgenren går han alligevel i gang med opgaven. Med stor ulyst. Indtil han endnu en gang dribler sig vej ind til kreativitetens kammer. Han finder en lystfuld måde at løse også denne opgave på, og man kan se skuffelsen i hans ansigt, da Lars von Trier straffer ham på den værst tænkelige måde: ved at være fuldstændig ligeglad med resultatet. Ligegyldigheden er meget værre end dårlige karakterer. Det ville den selvfølgelig også være for von Trier. I denne film har læreren og eleven lige meget på spil og lige meget at lære af hinanden. »Der er få områder i livet, hvor jeg er ekspert. En af dem er på Jørgen Leth. Jeg ved mere om ham, end han selv gør«, siger Lars von Trier på et tidspunkt. Det siger mere om Trier end om Leth. Og sådan er det med 'De fem benspænd': Den ene scene uddyber den forrige og knytter an til den næste. Alt i alt er man vidne til en musikalsk udført intellektuel duel af sublim dybde. Så meget godt kom der ud af de to geniers leg, at man forlader biografen med Claus Nissens gamle kloge replik i hovedet: »Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at forstå om nogle dage«.