De bliver let overset i strømmen af spermspruttende og skørtstruttende fastfood, men amerikanerne laver faktisk fremragende film om og for unge. Inden for de sidste par år har Terry Zwigoffs 'Ghost World', Larry Clarks 'Bully' og nu Catherine Hardwickes 'Thirteen' vist sig at være film om de unges liv på et niveau, man kun sjældent ser magen til i Europa. Den debuterende instruktør Catherine Hardwicke har skrevet manuskriptet sammen med Nikki Reed, der selv spiller en af filmens teenagere. Sidstnævntes input i manuskriptet bygger i høj grad på egne erfaringer, og man tørrer uvilkårligt sved af panden ved tanken. For 'Thirteen' er filmen, der kan give enhver med teenagedøtre derhjemme dårlige nerver og grå hår. Nikki Reed spiller Evie. Den smukke og temmelig avancerede pige som Tracy hægter sig på, da hun starter på college. Tracy har nemlig opdaget, at man må møve sig ind hos vinderne, hvis ikke man skal stemples som loser. Tracy er i overhængende fare. Hun kommer fra et hjem, hvor hjertet er stort, men pengene små. Hun er bleg, har små bryster og ingen mobiltelefon. Men hun har vreden og viljen og beslutter sig for at blive voksen i en fart. Hvilket sker helt automatisk i selskab med Evie. I Californien byder teenagelivet i overhalingsbanen på et smörgåsbord af druk, drugs, piercing, butikstyveri og tilfældig sex. Et så hovedkulds styrt ind i voksenlivets dårligdomme som filmen beskriver, kunne nemt virke utroværdigt, men Evan Rachel Wood spiller Tracy med en indædthed, der ikke tåler modsigelse. Tracys sammenbidte oprør viser sig ikke kun at være normalt teenageri. Hjemmet har langt dybere sprækker end man først aner. Den djærve moderskikkelse Mel (Holly Hunter) kæmper heroisk for at holde sammen på familien, der foruden Tracy og Mel består af broderen Mason og et rend af forvirrede eksistenser. Men Mel har også en fortid som alkoholiker, kæresten Brady kan kun med nød og næppe sætte et eks- foran stillingsbetegnelsen narkoman og Mels fraskilte mand brillerer med sit fravær på et afgørende tidspunkt i sine børns liv. Bedre bliver det ikke af, at Evie med de psykopatiske karaktertræk som en parasit borer sig ind i den lille familie med den sårbare balance. Hardwicke ser også ud over den enkelte families problemer. Familien befinder sig i et samfund, der gør den i forvejen problematiske pubertet dobbelt svær. Overalt er der reklamer som sætter lighedstegn mellem seksuel og økonomisk succes. Man kan ikke blive voksen hurtig nok og man kan ikke forblive ung og købelysten længe nok. Den sårbare overgang mellem barn og voksen ses som alt andet først og fremmest som en lukrativ indtjeningskilde. Elevernes benhårde og dybt ubehagelige 'din taber'-retorik har sin kontante baggrund i et samfund, der tidligt deler mennesker op i vindere og tabere. Hardwicke løfter ikke pegefingeren. Hun nøjes med at lade reklamens billeder tale for sig selv i baggrunden. Det er i sig selv en overbevisende argumentation for en grundlæggende usundhed i et samfund, hvor tingsliggørelse og seksualisering bliver stadig mere filtret ind i hinanden. Svagheden i så altomfattende en argumentation som Hardwickes er, at forskelsløsheden truer. Fordi det beskrives som en del af det samme problemkompleks kommer det til at se ud som om, det at få en navlepiercing er lige så 'slemt' som at sniffe lim eller stjæle håndtasker. Men grundlæggende er 'Thirteen' for overbevisende i stil, skuespil og substans til at kalde på den helt alvorlige indvending. Fotografen Elliott Davies bruger bl.a. en dogmeagtig kornet nervøsitet, der skal understrege filmens virkelighedskarakter. I det hele taget gør Hardwicke en dyd ud af at få sin moralsk anfægtede fortælling til at ligne noget meget mere hipt end den dybt bekymrede og engagerende film om nutidens unge, den i realiteten er.