Tryllekunstneren Cris ’Frank Cadillac’ Johnson (Nicolas Cage) kan et trick, som mange tryllekunstnere vil genkende: Han kan se ud i fremtiden. Forskellen er, at han for alvor er synsk. Hvis en dame vil tabe sit ur om et øjeblik, kan Cris visualisere det, forudsige det – og måske oven i købet forhindre det. Fremtiden er altså ikke allerede fastlagt, den er et direkte produkt af Cris’ indgriben og handlinger. Vi andre kan i visse situationer noget helt parallelt. Hvis jeg f.eks. står på en høj bro og tænker på at springe i vandet om to minutter, og jeg gør det, er der stor sandsynlighed for, at jeg drukner.
Men jeg kan lave om på den planlage fremtid ved at blive stående i ro og orden. Eller jeg kan springe – to styks fremtid – efter frit valg. Utilfredshed Hvis man skal lave en sci-fi-film om tiden og forudsigelsen af den som mental udfordring, bør man ikke være for streng i sin problemopstilling. Noget af det irriterende ved filmen ’Next’ af Lee Tamahori er hans alt for faste forudsætninger for Cris’ særprægede evner: Kun i to minutter kan han se frem, og han kan kun se det, der vedrører ham selv. Vrøvlet er allerede inviteret indenfor. Da Cris skal bevise sine evner, vælger han f.eks. at tænde for tv’et og forudsige replikkerne på de mange tv-stationer lige i sekundet, før de faktisk siges. Men det må jo betyde, at tv-programmerne har helt personlig betydning for ham selv? Hvordan og hvorfor nu det? Visse personer skal man ikke sende til sci-fi, og jeg er en af dem. Jeg har ikke den ulogiske tilfredshed ved det logisk tåbelige. Medmindre det er indskrevet i en anderledes kontekst, som ligner poesi og fantasi, og det ligner filmen ikke.
