0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En fantasi

Et blodigt paradenummer - i hvert fald hvis man skal bedømme den overhuggede 'Kill Bill's første halvdel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den eneste synlige essens i 'Kill Bill' er den glæde ved stil. Her Uma Thurman som bruden, der før sit blodige bryllup hed Black Mamba. - Foto: Constantin Film.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bang bang / he shot me down/ bang bang/ I hit the ground/ bang bang/ that awful sound/ bang bang/ my baby shot me down.

Nancy Sinatra synger Sonny Bonos sang i Lee Hazzlewoods stilige twang-produktion. Den fjerde Quentin Tarantino er dermed sat i gang og det sker også på billedsiden med stil og bravado. Sangen er velvalgt. Retrocool som det passer sig for en film, der tager afsæt i et konglomerat af de nostalgiske toner fra fordums film, brygget på alt fra kung fu til spaghetti. Titlen 'Kill Bill' er suveræn. Kampagnens gule og røde look er det samme. Problemet er snarere, at Tarantino, på trods af en tænkepause på hele seks år siden 'Jackie Brown', ikke har meget at føje til Nancy Sinatras 'Bang bang'. 'Kill Bill' er en fantasi, der handler om bang bang he shot medown og det efterfølgende hævntogt. Et glitrende blodbad, der fanger øjet, som en popsang fanger øret, men heller ikke sætter mere varige aftryk end en døgnflue i kinasko.

En popsang i skikkelse af en minimal pulpfiktion, hvor figurerne ikke har mere dybde end i en tegneserie som Modesty Blaise. De er helt bogstaveligt figurer. Ikke beregnet på at fremkalde indlevelse hos tilskueren. De er figurer, der skal vises frem og beundres. Ikke mindst Black Mamba i skikkelse af Uma Thurman. Hun er den eneste overlevende, da bossen Bill og Black Mambas andre tidligere kampsportskolleger i lejemorderorganisationen Deadly Viper Assasination Squad (hvor tegneserieagtigt kan det blive?) udraderer et bryllup i El Paso. Eftersom hun var bruden, bliver Black Mamba kendt som Bruden. Fire år senere kæmper Bruden sig ud af sin koma og går nådesløst på jagt efter de fem andre dødbringende 'giftslanger'. Forklaringen på slagtehuset i El Paso må man vente med at få til 'Kill Bill vol. 2'.

I første del af 'Kill Bill' fører jagten hende til et amerikansk forstadskvarter, et besøg hos sværdmesteren Hattori Hanzo på øen Okinawa og et drabeligt opgør med samtlige sværdsvingende slyngler i Tokyo. Men eftersom Bruden har noget at hævne, og er iklædt en fiks og sportysexy gul heldragt, der kun bliver flottere af at blive oversprøjtet med blod, er hun svær at hamle op med. Kitsch og split screen. Tegnefilm og tigerspring. Blod på hjernen og blod på linsen. Smart og flot ser det ud, når Tarantino jonglerer med mangategnefilm, fordums kampsportsfilm og ophævelse af tyngdekraften som i 'Tiger på spring, drage i skjul', 'Hero' og 'The Matrix'. Men Tarantinos bråvallaslag har hverken Ang Lees poesi, 'Hero's strenghed eller 'The Matrix'-filmens program. Tokyo er cool. Det har Tarantino sans for og opsnappet. Men han får ikke rigtigt fingrene dybt i det japanske.

Tarantino fyrer den bare af. Forfølger sine filmlyster uden at skele til højre eller venstre. Og det er filmens uomtvistelige sus. 'Kill Bill' er Tarantino i overdrive. Men at se Tarantino boltre sig overkåd i nørd-drømmene fra sin ungdoms videoslaraffenland er alligevel på grænsen til det forstemmende og forkrampede. Når man ihukommer den dramatiske stramhed i 'Reservoir Dogs', formatet og overblikket i 'Pulp Fiction' og varmegraden i 'Jackie Brown'-portrættet er det alligevel overraskende, at 1990'ernes stilskaber ikke har en historie eller en idé med mere gods i ærmet end tilfældet er. Kynismen har altid været den pirrende anstødssten i Tarantinos univers. Den er svær at sluge, når det foregår på baggrund af, hvad der indtil videre ligner et rent paradenummer.

Men det er på en måde helt urimeligt at skulle bedømme 'Kill Bill' ud fra sin første halvdel. Måske vil hele herligheden blive løftet op på et andet plan, når anden del toner frem på lærredet? Men urimeligheden er jo selvforskyldt. Intet tyder på at beslutningen om at hugge 'Kill Bill' over på midten, skyldes noget som helst andet end grådighed. Hvorfor skulle en Tarantino-film ikke kunne vare godt tre timer, hvis tre timer er, hvad Tarantino har besluttet sig for, at 'Kill Bill' bør vare? Det er sikkert producenten Harvey Weinstein, der sidder inde med det sande svar. Det er svært at se det skulle kunne være andet end kommercielt begrundet. To gange kassesucces på én film, selvfølgelig er det besnærende. Det er lige før man håber, beslutningen hævner sig med samme effektivitet som Uma Thurmans forslåede fotomodel af en dræbermaskine. Den eneste synlige essens i 'Kill Bill' er dens iøjnefaldende kvaliteter. Dens glæde ved stil. Dens frydefulde citationstegn. Det samme udråbstegn skrevet i sprøjtet blod. Det er ikke en kvalitet, hvor man kan se nogen som helst pointe ved at skulle vente i fire måneder på at få 'fortsættelse følger'. Som det er nu, ligner springene i tidens fortælling ren manér. Måske vil de vise sig at være noget andet og mere, når og hvis filmens sjæl indhenter producentens pengeglade hjerne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu