Næppe havde den unge skribent Bo Widerberg vovet at kritisere den urørlige Ingmar Bergman for at lave 'private' film, før han selv satte vægt og billeder bag ordene. I 1963 lavede Widerberg to film, der skulle sætte skel i svensk film. Efter 'Barnevognen' kom 'Kvarteret Korpen' ('Ravnekvarteret'), der tog udgangspunkt i Widerbergs miljø i Malmö henlagt til 1936. En personlig fortælling om en ung mand fra et sydsvensk rabarberkvarter, der i et livtag med den sociale arv kæmper for at finde sin stemme som forfatter. Anders' stof er det, han kender: kvarteret Korpen og fattigfolkene, der kæmper for at holde næsen oven vande. På det fine forlag Bonnier i Stockholm finder man hans roman talentfuld, men uartikuleret. »Hvad er uartikuleret?«, spørger nabokæresten Elsie. »Det er, når man råber og skriger så højt, at ingen kan forstå, hvad man siger«, lyder svaret. Bo Widerbergs ærinde i filmen om Sverige i 1930'erne er i virkeligheden det samme som hans hovedpersons sociale nødblus, men Widerbergs fortællekunst er i 'Ravnekvarteret' alt andet end uartikuleret. Det er efterkrigstidens neorealisme, der her kom til Sverige og til udtryk i en generation, der både var politisk og poetisk engageret. 'Ravnekvarteret' er fra før, nybruddet for alvor manifesterede sig filmisk. Senere skulle Widerberg blive både mere politisk i film som 'Joe Hill' og 'Oprøret i Ådalen' og mere poetisk i 'Elvira Madigan', men mere ukunstlet og velartikuleret end i 'Ravnekvarteret' blev han aldrig. Tidsbilledet af et Sverige på et tidspunkt, hvor en tur på den nymodens rulletrappe i varehuset EPA var topmålet af begivenhedskultur for arbejderklassen, er sikkert vægtet mellem det smertefulde og det humoristiske. Man nyder Widerbergs allerede lige så sikre som modige billedkomposition, der skiftevis favner Ravnekvarterets ånd og zoomer tæt ind på den lille familie i centrum. Her i den hårdtpressede lille kernefamilie løfter tre store skuespillerpræstationer filmen højt til vejrs. Widerbergs alter ego, en ganske ung Thommy Berggren, spiller forfatterspiren Anders, der bor sammen med sin far og mor. Moderen (Emy Storm) er nedslidt rengøringskone, mens den fordrukne fader (Keve Hjelm) med de fine manerer og det forspildte potentiale aldrig har accepteret det liv som fattiglus, han selv har været med til at sætte i scene. Livet er ikke nemt for fattigfolk, men i stedet for at rulle parolerne ud fortalte Widerberg et helt igennem filmisk artikuleret socialt skæbnedrama. Da der er tale om digitalkopi, virker enkelte af filmens totalbilleder grånussede, men selv om det filmisk artikulerede således er underlagt nogle ufrivillige begrænsninger, er filmens fortællemæssige kvaliteter en såre smuk påmindelse om, hvilken øjets og gehørets mester svensk film en overgang havde i Bo Widerberg.