Han har aldrigovervejet at opsøge en psykiater. Han beundrer Hemingways forfatterskab og har set 'Titanic' på video. Han er Cubas 75-årige leder Fidel Castro. Og han kan stadig skridte sit hovedkontor af i raskt trav for motionens skyld og slå smut med øjnene, hvis der er en kær kvinde i nærheden. Selv kalder Castro for øvrigt sit hovedkvarter i regeringsbygningen for 'cellen'. Mens han smiler en anelse i det verdensberømte/-berygtede skæg. Det er filminstruktøren Oliver Stone, Fidel Castro smiler til og betror nogle overraskende personlige ting. Enkelte af dem er rørende. Som da Castro beskriver, hvordan han som barn var bondesønnen, der insisterede på at komme i skole og argumenterede så godt for det, at han fik sin vilje. Selv om det var et brud på familietraditionen. En del andre oplysninger bliver ikke rigtig brugt til noget. De flagrer i filmen som løsrevne linjer fra et langt liv. Men Fidel Castro hygger sig da med dem, og det samme gør Oliver Stone. Adskillige gange i løbet af i løbet af Oliver Stones dokumentarfilm 'Comandante' smiler instruktøren tilbage. Bredt og varmt. Oliver Stone er så ofte med i billedet, at det i længden - og vi taler om spillefilmslængde - bliver mere komisk end oplysende at lægge blik til instruktørens glade iver efter at fortælle, hvor gode kammerater han og Castro er. Der er sandsynligvisto årsager til, at Oliver Stone er så synlig og så synligt godt tilpas i 'Comandante'. Den ene grund er instruktørens personlige. Med denne film fortsætter han sit mangeårige arbejde med at provokere og kritisere USA's magthavere fra præsidenter til massemedier og militærstrateger. 'Comandante' tegner et helt andet billede af Cuba og Cubas leder, end det officielle USA har gjort i de 44 år, Fidel Castro har haft magten. Den anden grund til instruktørens tilstedeværelse er, at han derved får vist, hvor subjektiv han er. Oliver Stone postulerer ikke, at han leverer en objektiv fortælling om Castro. Det er ikke en film om manglen på parlamentarisk demokrati, om dårlig økonomi eller om undertrykkelse af homoseksuelle i Cuba. Når Oliver Stone nogle gange stiller de indlysende, kritiske spørgsmål, svarer Castro alligevel også på en måde, der enten lyder som en indstuderet politisk tale eller lugter af løgn. Det er styrken ved 'Comandante', at Oliver Stone i mange sekvenser har fået Fidel Castro til at droppe fraserne og snakke mere frit i løbet af de tre dage, de to havde sammen i begyndelsen af 2002. Oliver Stones teknik har været at vinde Castros tillid og stille ham spørgsmål, ingen har haft den frækhed at stille ham før. Som om han nogensinde har overvejet at gå til psykiater. Eller om han vil have noget Viagra. Det er filmens svaghed, at mennesket Fidel Castro enten ikke er så interessant igen. Eller også er blevet klippet og rystet og tolket (fra spansk til amerikansk) sønder og sammen. Så man som tilskuer springer fra en nutidig sætning om 'Titanic' til historiske klip fra Cubakrisen i 1962 og derfra frem til en lille smule om den aldrende leders barndomserindringer. 'Comandante' roder, og den er rystende. Det sidste ikke på grund af det, der bliver sagt, medmindre man er politisk troende, amerikansk patriot. Men derimod fordi Oliver Stone har valgt at lave filmen i forrige års håndholdte modestil, så det ser ud, som om billederne har Parkinsons syge.