Sympatisk i sigtet, ofte morsom og medmenneskelig i udførelsen, og så alligevel: alt for længe om at nå til vejs ende. Sådan er den roadmovie om to afviste asylansøgere i vore dages Sverige, som ikke uden grund skilter med Lukas 'Fucking Åmål' Moodysson som én af manusforfatterne. Men går stille med en af forklaringerne på, at filmen er blevet så lang: Den er strikket sammen af en tv-serie på 4 X 1 time, hvert afsnit med sin underhandling og sit klimaks. Strikketøjet er blevet langt og ujævnt i maskerne. Cirka 16-årige Ali fra Somalia (Mike Almayehu) og 40-årige Massoud fra Iran (Michalis Koutsogiannakis) mister begge håbet om asyl, og fra den skånske flygtningelejr går de først under jorden og tager derpå flugten i en udtjent bil. En også lidt slidt Miss Sweden (Lia Boysen) slutter sig til dem frem for at deltage i en pornofilm. Trekløveret kan begynde deres odyssé nordpå, gennem et Skylla og Charybdis af rå afvisninger eller klam venlighed som f.eks. hos det ældre par, der tilbyder husly imod lidt hygge med Ali, for begge har en svaghed for sorte drenge ... Jo, de vil skam betale for det, det manglede bare! En burgøjserknægt dukker ud af det blå og tager dem med hjem i forældrenes millionærvilla - hvorfra de kidnapper en stangstiv moden herre, i den tro at han er den svenske konge! Redningen kommer så fra en bande bonderøvsrockere i de dybe skove, med hagekors på overarmene, men hjertet på rette sted ... Filmens styrke er jo den lattermilde udlevering af rå fordomme og selvgodhed hinsidan. Til en start tager man også Alis lalleoptimisme for gode varer (han vil løbe OL-guld hjem til Sverige) som modvægt mod det trauma, han har i ikkebagagen. Hans optimisme blegner, mens Massouds bitterhed bløder op i mødet med Fröken Sverige, et charmerende postulat af en figur. Den kalkulerede klump i halsen efter godt to stive timer udebliver - dertil er der ofret for meget af realismen på den spøjse scenes og det gode humørs alter.