Den australske instruktør Ray Lawrence har ikke lavet en film, siden hans 'Bliss' blev skamrost i Cannes for 17 år siden. Til gengæld må man sige, at han vender tilbage med maner. 'Lantana' fra 2001 har skovlet filmpriser hjem i Australien, og det forstår man godt. Filmen er en kuriøs krydsning mellem en thriller og et drama om kærlighed og kedsomhed i desperate midtvejskriser. Filmens første billeder viser et blodigt kvindelig i et tæt buskads af lantana-buske. En kvinde forsvinder. En død er indtruffet. Men for politimanden Leon er der andre lig i lasten, mere snigende former for dødvægt, der trænger sig på. Leon bedrager sin kone Sonja. Hans motiver er vage og så alligevel ikke. Leon er i en svær midtvejskrise. Han føler sig helt død i sværen. Godt nok gør hjertet ondt, men af de forkerte årsager. Måske kan passionen findes et sted. Måske hos Jane, som Leon og Sonja kender fra salsaskolen, hvor den modvillige Leon ellers ikke er klassens varmblodige duks. Salsa og sex. Det er denne smådesperate jagt på autenticitet i et rutinepræget følelsesliv, der i første omgang forbinder de mange personer i 'Lantana'. Men da psykiateren Valerie Sommers forsvinder en mørk, nat kun 18 måneder efter at hendes 11-årige datter blev myrdet, træder andre forbindelser frem. Leon og det formodede offer viser sig at være forbundet med mange uventede tråde. Langsomt driver de forskellige skæbner som et hverdagsagtigt mareridt i retning af hinanden. Den slags indviklet fletværk bliver let for meget af det gode, men langt det meste af tiden formår Ray Lawrence at spejlvende krimiens forkærlighed for opklarende puslespil til en mere subtil form for forbindelsesled. 'Lantana' er en fortælling om en sammensat begivenhed, der fortælles ved hjælp af de personer, der nu engang bliver involveret. Mennesker, der hver især kun er en hårsbred fra bristepunktet. Filmens morale ligger i forbindelseslinjernes kvalitet. Tillid. Mistillid. Hvem bedrager hvem? Hvem tør tilliden? 'Lantana' er en fantasifuld spændingsfilm, der er langt mere realistisk i sin skildring af sine hemmelighedsfulde hverdagsmennesker, end man er vant til fra amerikanske spændingsfilm. Spændingen bliver ikke pisket frem. Den vokser helt automatisk ud af de sammensatte karakterers overraskende forbundethed. Geoffrey Rush spiller tilbageholdt og præcist den forsvundne kvindes mand. Anthony Lapaglia og hans kartoffelfjæs har et troværdigt tyngdepunkt som Leon, mens Rachel Blake og Kerry Armstrong, som henholdsvis Leons elskerinde og hustru, i hver sit toneleje skildrer en mere end ulmende forstadsdesperation. Den australske miljøskildring virker overbevisende, og det samme må de mene down under, siden de har valgt at give syv priser til denne velspillede og velkomponerede film, der hævder, at mange af livets små og store forbrydelser er et spørgsmål om tillid eller mistillid.