Original, så det synger, i streg, stof, fortællerytme og publikumssigte - dét er den fransk-canadiske animationskomet Sylvain Chomets første spillefilmlange tegnefilm. 'Trillingerne fra Belleville' rummer vist fire replikker, resten er musikalsk kommenteret animation af en poetisk-absurd historie, der måske nok er 'ikke kun for voksne' (annonceteksten), men dog mest. Ved siden af Nick Park fra Aaardmanstudierne i Bristol ('Walter & Carlo', 'Chicken Run' m.fl.) er Chomet det sidste tiårs store europæiske animationshåb og har siden 1996 høstet alle tænkelige ærespriser for sin kønne og grumme novelletegnefilm 'Den gamle dame og duerne'. Men ligesom Parks 'Chicken Run' rejser 'Tvillingerne fra Belleville' det spørgsmål, om den korte tegnefilms skæve tricks, figurer og charme kan holde til biografens lange format. Drengen Champion bor uden for Paris med sin Bedste og hunden Bruno, men den lille flegmatiske fedling begejstres kun for én ting: den cykel, han får af energiske Bedste med klumpfod, knurhår og kuløjne bag de stærke briller. Hun træner ham utrætteligt, og en halv snes år senere er drysset blevet et langt, magert gespenst med overudviklede frølår: klar til Tour de France. Vi er sidst i 1950'erne, de Gaulle er i tv, mens metroen som højbane passerer forstæderne og næsten tordner gennem huset. Hunden gør, men toget suser videre, væk er barndommens uskyld og stille dage i Clichy, Champion og to andre tourryttere kidnappes af fransk mafia fra USA og bliver pedalslaver i en fed fidus hinsides Atlanten. Bedste og Bruno følger efter, nu på vandcykel og til Mozarts Messe i c-mol - Kyrie eleison! Ja, bevar os vel. For først nu (midtvejs i filmen!) dukker det New York-lignende Belleville op (i Nicolas de Crecys smukke jugendbarokke baggrunde) og dermed titlens tre søstre: De aldrende syngesild var trio i 1930'erne og nyder stadig gamle klip med sig selv, Fred Astaire, Josephine Baker, Max Fleischer m.fl. i pragtfulde sort-hvide (tegne)filmoptagelser fra dengang. Når de da ikke æder frøer i alle tænkelige tilberedninger (fanget i den nærliggende mose ved dynamitmetoden!) eller optræder til pensionistkoncert med deres stompnummer for støvsuger, avispapirraslen og klimpren på en køleskabshyldes tremmer! Langt ude? Ja, men for en gangs skyld også et dybt originalt menneske- og verdensbillede, selv om spillefilmen ikke er dets optimale ramme. Lige fra de hjernedøde cykelryttere til de kornfede amerikanere og franske mafiosodværge med rødvinstud - for slet ikke at tale om den dorske hund med surrealistiske, sort-hvide drømme om dampmaskiner! - skaber karikaturen sin egen realisme. Lidt som hos Per Åhlin, 'Dunderklumpens' far, er handling og helhed her kun påskud for den skæve detalje, den syrede fantasi bærer den poetiske sandhed. Den ene efter den anden ... Nok til de tre planlagte film, og for meget af det gode til den éne, det blev til. Men tag bare skolebørnene med - de stakkels cartoonvrag får så lidt billedpoesi af kvalitet.