Måske tilhører jeg efterhånden et mindretal, når jeg finder, at Drew Barrymore og selv Hugh Grant stadig har en vis naturlig charme. Men for mig er den charme uundværlig – og der slides hårdt på den – for at få denne uskadelige bagatel til at glide ned.
Fordøjelsesbesværet skyldes ikke mindst det ærlig talt ret barnagtige plot, så tyndt som et ark nodepapir: Det forhenværende popidol Alex (Grant) får en chance for at lave et hit til tidens nye, skamløst pornografiske syngesild ved navn Cora.
Men teksten må han have hjælp til af Sophie (Barrymore), der dukker op, mildest talt ved et tilfælde: Hun er vikar for hans normale blomstervandings-hjælp (!). Hun er også et naturtalent til tekster, men har en blokering på grund af sin tidligere litteraturlærer og elsker.
Tør selvironi
Mon der opstår sød musik? Og mon de når det? Og mon de begge to løsner en lille smule på deres (i mine øjne søgte og ligegyldige) tvangsneuroser for at nå hinanden? Jo, både Grant og Barrymore ser glimtvis ud, som om de virkelig morer sig, måske endda sammen.
Filmen rummer et par harmløse hits, som man faktisk tager sig i at nynne på vejen ud, så måske er det uretfærdigt, at det bedste, jeg ellers kan sige om den, er, at den bæres af en solid lede ved popindustrien.
Det viser sig både i castingen af Haley Bennet som Cora, en mindreårig og – bortset fra forretningssansen – åbenlyst underfrankeret popgudinde med storhedsvanvid.
Og i castingen af Hugh Grant som det illusionsløse popvrag – hans glansnummer med genert/blasert/udbrændt høflighed har et lag af velgørende, tør selvironi, her både på egne og på hele musikindustriens vegne. Det lyser op – og dét er tiltrængt!
