Loyalitet over for udspringet er som bekendt ikke eneste vej til succes i fiktionsindustrien - sammenhold bare Disneys happy endings på Havfruen eller Tarzan med Andersens og Burroughs' udgange på de samme historier. Og uanset om '1001 Nat's Sinbad-figur nu er blevet af-arabiseret til vestligt tegnefilmbrug (se artiklen andetsteds her i sektionen), så fungerer han fortsat fremragende som underholdning. Rammehistorien om sørøveren, der skal skaffe Fredens Bog - en traktat mellem tolv af oldtidens middelhavsbystater - tilbage for at frelse sin ædle barndomsven Proteus fra at blive henrettet i hans, den mistænkte tyveknægts, sted ... dét har ikke noget som helst med eventyret om den arabiske handelsmand at gøre. Men det er simpelthen et godt plot. Desto bedre, jo mere samvittighedsløs han prøver at være, også i fortrængningen af sin selvcensurerede kærlighed til vikarvennens tilkommende! Og endnu bedre, fordi han faktisk ikke selv har hugget traktaten, som det først var hans plan! Tyven er her raseriets gudinde i græsk mytologi, Eris. Hun elsker kaos, derfor skal freden forstyrres - en slags olympisk terrorist? Sinbad må i hvert fald til Tartaros, hendes ingenmandsland bag verdens rand, for at hente Fredens Bog, og med om bord går Marina, Proteus' trolovede siden barndommen. En sej, skøn sild, og lige så røget, som Sinbad er speget - den gensidige mistænksomhed er velfortjent! Til plottets og psykologiens spænding - trukket til sidste sekund før bøddelens hug - kommer nogle af animationshistoriens flotteste sekvenser omkring klassiske Sinbad-eventyr: Fuglen Rok, øen, der er en kæmpehval - for ikke at tale om sirenernes ynder og lokkende sang, planket direkte fra Odysseen for tusind år siden, men aldrig før gengivet så livagtigt som digitale vandnymfer. Lige fra indledningens søslag, der udvikler sig til fælles kamp mod Eris' udsendte havmonster-medarbejder, er filmen smækfyldt med dynamisk, suggestiv animation, digital og håndtegnet i sømløse overgange. Tempoet er højt, men velmoduleret og med en slagfærdig dialog i intelligent dansk stemmeføring (Michael Carøe er Sinbad, Sofie Gråbøl Marina og Tammi Øst den træske Eris). Klassisk stor kunst eller øjeblikkelig massemyte bliver det ganske vist ikke og vil vel heller ikke være det. Men masterclass-mainstream om sørøverære, venskab og kærlighed er heller ikke så ringe.