Med 'Guddommelig indgriben' har instruktøren Elia Suleiman lavet en på flere måder usædvanlig film. Instruktøren selv er palæstinenser, og hans film er da også indspillet i lokaliteter som Nazaret, Ramallah og Jerusalem. For udgangspunktet for handlingen er netop konflikten mellem israelere og palæstinensere - med den afgørende tilføjelse, at der i traditionel forstand ingen handling findes i 'Guddommelig indgriben'. Filmen er i stedet bygget op som en række korte og enkeltstående visuelle fabler, som næsten alle har et absurd eller surrealistisk tilsnit. Ret tidligt i filmen meddeles det dog, at der er tale om »en historie om kærlighed og smerte«. En meget tidløs og almengyldig benævnelse. For langt hen ad vejen undgår Suleiman i sine fabler netop enhver direkte politisk eller polemisk tilkendegivelse i forhold til Palæstinakonflikten. I første omgang er det således udelukkende det rent geografiske, som knytter hans film til den blodige og svært håndterbare konkrete strid. En vis fællesnævner finder man dog i filmens finurlige fabler. Der synes således konstant at være tale om variationer over et tema, som netop vedrører en tilsyneladende uudgrundelig konfrontation mellem to fastlåste og tavse parter. For ingen steder ser man tilløb til formidlende kommunikation eller samtale i disse forløb. Tingene løber bare af sporet - og så går det vilde ridt. Vi ser en julemand med en kniv i brystet på flugt ved Nazaret. Vi ser en krig på affaldsposer mellem to naboer. En vejarbejder, der punkterer en drengs fodbold og ødelægger en netop repareret indkørsel. Nogle store drenge, som med køller brutalt afliver en slange og efterfølgende sætter ild til den. En kvinde, der spørger om vej og får absurde anvisninger af en mand med bind for øjnene. Vi ser igen og igen en række meningsløse episoder ved en israelsk vejspærring. I flere af disse fabler spiller Suleiman selv med, og med sine store, udstående øjne og sit udtryksløse ansigt har han en fysisk lighed med Buster Keaton, som flere steder går igen i filmens grundtone, nemlig den lakoniske satire over en verden, hvor alt tilsyneladende er faldet fra hinanden. Det er tankevækkende og underholdende gjort af den palæstinensiske instruktør, men alligevel er det også, som om hans sympatiske og anderledes film savner det sidste originale snert af vanvid og virtuositet. Et indtryk, der forstærkes af den kendsgerning, at symbolikken i filmen mod slutningen bliver mere og mere håndfast i sin tilknytning til den aktuelle konflikt og dermed på en underlig måde synes at underløbe den forudgående, langt friere fabuleren.