Umiddelbart har det eneste konsistente ved James Mangolds korte og hektiske karriere været kvaliteten. Mangold debuterede i 1996 med det fine karakterportræt 'Heavy', fortsatte med den atmosfæretunge krimi 'Copland' og det intense følelsesdrama 'Girl Interrupted', inden han lunt og luftigt turnerede den romantiske komedie 'Kate & Leopold'. Med 'Identity' har Mangold nu lavet endnu en film, der typisk nok ikke har det fjerneste med hans andre film at gøre. Så selvfølgelig er der en rød tråd. For Mangold er inkarnationen af en ny tids filmskaber. Ikke en reflekterende auteur, men en forslugen krabat med ambition om at æde sig vej igennem alle genrer på filmens menukort. I 'Identity' gælder det gys og spænding i en form, der umiddelbart er mere genrebevidst end realistisk. Et forfærdeligt uvejr afskærer alle veje og al kommunikation og tvinger en halv snes vidt forskellige mennesker sammen på et øde motel i Nevada. Siden Norman Bates hyggede sig i 'Psycho', ved man godt, at man skal passe på med at indlogere sig i etablissementer, hvor portieren virker lidt sær. Og man skal da slet ikke, som den afdankede skuespillerinde Caroline Suzanne, beskytte sig mod regnen ved at vikle sig ind i et badeforhæng. Absolut uklogt med Hitchcocks 'Psycho' in mente. Bortset fra politimanden Rhodes (Ray Liotta) og hans fange, den psykopatiske massemorder, har alle de ufrivillige motelgæster kun en noget skrøbelig og i flere tilfælde lyssky identitet tilfælles. Men det er jo så moderne. Lige så moderne som amerikanske massemord. Morderen undslipper, og snart dræbes de første af motelgæsterne. Der er lagt op til en klassisk gyser om de 10 små cyklister/negerdrenge. Men så bliver morderen selv myrdet. Uden at rædslerne tager af. Fra da af har manuskriptforfatteren Michael Cooney haft det rigtig sjovt. Med udgangspunkt i publikums indgroede genreforventninger leges der kispus. Er det 'Psycho'? Er det 'Key Largo'? Er det 'Night of the Living Dead'? Hitchcock tog sig tid til at opbygge suspense. Cooney og Mangold foretrækker at fyre den af. I et imponerende tempo vender plottet gang på gang på en tallerken. Det lykkes for Cooney og Mangold at give gyset et nyt twist, og dét i sig selv er et ekstra skulderklap værd. 'Identity' er en gættekonkurrence om kap med tiden. Når effekterne sidder lige i smasken, kan det godt være svært - og måske ej heller ønskeligt - at holde hovedet koldt. Men så vidt jeg kan opsummere, holder plottets logik faktisk vand, uanset hvor meget det snor og gebærder sig. Med strømeren Rhodes og eksstrømeren Ed (John Cusack) som de to dominerende figurer byder Mangold velkommen om bord på en rædslernes rutsjebanetur, der pendulerer vildt mellem klassisk gys, ironisk humor og gemen splatter. Hvad Mangold derimod ikke leverer, er dækning for den eksistentielle udfordring, der lokkes med i titel og product placement af et eksemplar af Jean-Paul Sartres 'Væren og intet'. 'Identity' er en hidsig og hittepåsom gættekonkurrence om kap med tiden, men næste gang må James Mangold - nu efter to gange legestue - gerne genfinde noget af sin tyngde.