Hos frisøren sidder snakketøjet lige så løst som de lokker på hovedet, man er kommet for at slippe af med. Sådan forholder det i sig i hvert fald i Calvins Barbershop, en klassisk, amerikansk herrefrisør i Chicagos fattige, sorte ghetto, south side. Omkring ejeren Calvin (Ice Cube), der har arvet salonen efter sin far, men i virkeligheden drømmer om at slippe af med den for at satse på musikken i sit hjemmestudie, hænger et farverigt galleri af seks mænd og en kvinde hver dag i håb om at få noget at sætte saksene i. Den spinkle handling i Tim Storys fine lille film centrerer sig i og omkring frisørsalonen med en sjov sidehistorie om to klovnede småforbrydere, morsomt spillet af Anthony Anderson and Lahmard Tate, der ved et tilfælde stjæler en pengeautomat fra købmanden over for Calvins barbershop og forgæves forsøger at åbne tingesten. På den måde bliver filmen nærmest et talkshow, der giver det moderne, sorte USA stemme, ligesom Paul Auster-filmen 'Smoke' præsenterede dagligdagen og såkaldt almindelige mennesker i New York. Ligheden er ikke tilfældig, for også 'Barbershop' betjener sig af en småfilosofisk, poetisk og ofte humoristisk tilgang til livets små og store spørgsmål. Ikke mindst de sortes vilkår og store borgerrettighedsforkæmpere får et ordentligt fur fra en af de velvalgte bipersoner, den trinde frisør Eddie (formidabelt og opmærksomhedsstjælende spillet af stand-up-komikeren Cedric The Entertainer). Og forholdet mellem hvid og sort skildres skævt af den hvide frisør Isaac (Troy Garity), der indeni er så sort, at hans karakter bliver en sublim parodi på alle de unge mænd i hængerøvsbukser, som har hørt en sang med den afdøde rapkonge 2Pac og nu tror sig hensat til Harlem i New York eller Compton i L.A. Man kan indvende, at det virker lidt overdrevet, at hele syv frisører - blandt dem er der fine præstationer af Sean Patrick Thomas og den kvindelige rapper Eve - skulle kunne få et levebrød ud af frisørsalonen. Men det er netop en pointe i sig selv, at barberens butik lige så meget er et centralt værested og samlingspunkt i et belastet lokalsamfund som en pengemaskine. Det er den lære, Calvin selv må drage, da han sælger butikken til den glatte lånehaj, Lester (Keith David). Han fortryder handelen og forsøger at købe butikken tilbage, men forgæves. En sorgens dag er oprundet blandt det muntre kor i salonen, der faktisk synger gadens musik i hver sit toneleje - snart jazz, snart blues, snart hip hop, men mon ikke de finder på noget? Hvad skal ikke afsløres her, men det vil være helt imod filmens mission at lade underhundene tabe igen. Underhundenes overhund er frisør Calvin, fint indfanget og leveret af rapstjernen Ice Cube i en nærmest underspillet præstation med stor venlighed og ro i centrum for de gale frisører. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at 'Barbershop' bliver et fint lille portræt af et hårdt presset miljø i USA, som man roligt kan more sig over i godt halvanden time. Og hey - der er ingen af »da brothas«, som bliver skudt undervejs. Det kan lade sig gøre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Tre eksperter: For tiden accepterer danskerne utrolig uretfærdighed. Det bliver de næppe ved med
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























