De er så forskellige som læderjakke og cottencoat, Elvis og Chopin, tunge støvler og sutsko, poesi og pistoler. De træffer hinanden tilfældigt ved hylden med hovedpinepiller på apoteket. Modsætninger mødes, og skæbnesymfoni opstår. Sådan er oplægget for instruktøren Patrice Lecontes lille kammerspil mellem to af fransk film og musiks største karakterer, veteranen Jean Rochefort - her som den pensionerede lærer Manesquier - og rocklegenden Johnny Hallyday, der giver bankrøveren Milan ludende karisma. Ideen med at lade de to superstjerner mødes på lærredet er for franskmænd selve clouet i filmen. For folk uden de store frankofile tilbøjeligheder er det naturligvis den spinkle historie om de to vidt forskellige mænd, deres gryende venskab og deres uundgåelige skæbner, som er i centrum. Og den er en nydelse helt frem til filmens noget løse slutning. Fra Milan står af toget i en lille fransk provinsby, øges filmens intensitet i samspillet hjemme i Manesquiers forfaldne villa mellem de to typer, der står formidabelt til hinanden. Patrice Leconte og manuskriptforfatteren Claude Klotz har valgt at bruge Hallyday som skuespiller helt uden sangnumre, og det er glimrende tænkt. Kameraet udforsker næsten forelsket den aldrende rockstjerne, som uden for Frankrig højst er en kultfigur, og med sin rolige overbevisende fremtoning svarer han fint igen. Ligesom Jean Rochefort, der også har medvirket i Leconte-film som 'Frisøsens mand' og 'Tandem'. Man smiler, da bankrøveren bliver instrueret af overlæreren i at gå i et par hjemmesko og konkluderer: »Mit liv har været helt forfejlet!«. Man kigger, pinligt berørt, med, da læreren i smug iklæder sig bandittens læderjakke og med fingrene skyder på imaginære slyngler i spejlet. Man røres, da røveren Milan overtager Manesquiers tjans som hjemmelærer for en ung knægt. Og man morer sig kongeligt over scenen, da skolelæreren tager mod til sig på cafeen og vil dæmpe to larmende ungersvende ned, og det viser sig, at den ene er en gammel elev. »For første gang prøver jeg at komme op at slås, og så er det med nogen, der kan lide mig«, sukker Manesquier. Det viser sig, at de to mænd i virkeligheden altid har drømt om at leve et liv som modpartens. Milan har en poet gemt inde bag sin barske fremtoning med de blide, blå drengeøjne, og Manesquier med de levende øjne over det triste overskæg har altid elsket sig selv i rollen som actionhelt. Mens de i denne film uvæsentlige bipersoner hastigt forsvinder ud af historien for at give plads til de to store mænd på scenen, skrider historien frem mod sit uomgængelige mål - Milans røveri og Manesquiers hjerteoperation, der skal foregå samtidigt om lørdagen. Alle tegn indikerer, at det kun kan gå galt. Men her begynder det at gå skævt for Patrice Lecontes lille film, der synes at insistere på, at den vil have en happy end. Det får den så i de afsluttende scener, hvor de to mænd tilsyneladende har byttet rolle. Måske nok i det hinsides, men alligevel. Det er en slutning, som trækker den lille novellefilm i retning af det banale. Ligesom dialogen desværre ofte gør med sine forsøg på at pumpe almindeligheder op til store svulstige sandheder. For slet ikke at tale om Pascal Estèves musikalske temaer - et Ry Cooder'sk guitartema omkring Milan og et melankolsk piano som ledsagelse af Manesquier. Som udgangspunkt en udmærket ide, men den overgøres og bliver derfor til endnu en irriterende banalitet. 'Manden fra toget' - også titlen leger med filmens fascination af de gamle western og deres lonesome riders - er en charmerende, litterært begavet, sofistikeret, dejligt uskyldig og meget fransk skæbnefortælling, som skal nydes for de to store karakterers fascinerende samspil, mens tiden går i stå omkring dem. Og beskueren. Hvilket er glimrende i så godt selskab. Som en dejlig aften på en bar, hvor man er vidne til et mærkeligt møde mellem to vidt forskellige temperamenter, mens de muntre champagnebobler bruser lystigt.